Vi mødes på Østerbro

Vi mødtes de 3. oktober 1996 i en lejlighed på Østerbro. Efter planen skulle vi have været afsted den 1. oktober, men færdiggørelsen af vores safarikøretøj, Gustav, trak ud. Det skulle vise sig, at den alligevel ikke var helt klar. Det første stop på vores lange tur var et lastbilsværksted i Glostrup, hvor vi skulle have lavet nogle småting, bl.a. skulle vi have fastgjort vores reservehjul.
Vi spiste frokost ved værkstedet. Omsider kom vi afsted og kørte mod Gedser. Pressenningen blev lukket, og vi fik besked på at holde kæft, indtil vi var ombord på færgen. Det er jo ikke tilladt at transportere personer på ladet af en lastbil i Danmark. Michael skulle slutte sig til os i Gedser. Han stod da også parat ved billetsalget. Han blev placeret i førerhuset.

Vi er rigtig på vej - Sådan da.

Vi kom til Tyskland og kørte ind på en campingplads tæt ved færgelejet i Rostock. På campingpladsen blev vi inddelt i telthold og skulle så dele telt med den samme person på hele turen. Som de to ældste, blev Bent og jeg sat til at bo sammen.
Den første dag forløb uden problemer. I en mindre by fandt vi et åbent stykke med græs lige ved siden af en tankstation. Det var det perfekte sted at slå lejr. Vi spurgte på tanken, om det var i orden, at vi camperede der, og brugte tankens kundetoilet, og fik tilladelse.
Da vi skulle af sted næste morgen, kunne vognen ikke trække sig ud af det våde græs. Efter nogle forsøg blev firehjulstrækket koblet til, og så kom vi ud.
Vi kørte ud ad motorvejen med god hastighed. Efter en rum tid syntes vi, at det begyndte at lugte af olie. Olielugten blev værre, og efterhånden blev hele bilen fyldt med olierøg. Det blev nødvendigt at stoppe og undersøge sagen. Det viste sig, at det forreste differentiale var meget, meget varmt. Olien kogte simpelt hen. Vi måtte vente i lang tid, før vognen var kølet så meget af, at Ingo og Henrik kunne undersøge, hvad der var i vejen. Det viste sig, at vi havde kørt mange km. med firehjulstrækket koblet til, og det kan den ikke tåle, når man kører på almindelig asfaltvej. Ingo havde godt nok stillet gearvælgerne tilbage til baghjulstræk, men der var sket en fejl ved samlingen af gearkasse og differentiale, så stangen ikke kunne få tandhjulene tilbage til normalstilling. Det tog en rum tid at reparere det, men det lykkedes da heldigvis til sidst. Ellers var vores tur stoppet der.

En hyggelig aften i Pyrenæerne.

Vi fortsatte så ned igennem Tyskland. Ud på aftenen nåede vi Frankrig. Ingo og Henrik spurgte, om det var i orden, at vi kørte natten igennem for at nå igennem Europa så hurtigt som muligt. Dette accepterede vi. Vi skulle så sove 14 personer bag i vognen, mens vi kørte. Der var meget lidt plads og skønt vi lå eller sad meget tæt, frøs vi allesammen meget. Det var uhyggeligt koldt i centraleuropa denne oktober.
Næste morgen stoppede vi på en tankstation, hvor det var muligt at komme på toilettet og få et bad. Ingo og Henrik havde en opgave for Copenhagen Explorer Club's ejer. De skulle besøge en tidligere direktør for Topas Rejser og undersøge et safarikøretøj, han havde stående, med henblik på en eventuel handel. Erik Gundersen hed han. Han boede i en landsby i Pyrenæerne, tæt ved den spanske grænse. Erik Gundersens ejendom var et dejligt landsted med en stor naturgrund, hvor vi fik lov til at campere for natten. Det safarikøretøj, han havde stående, var en Mercedes lidt større end Gustav, men den havde kun træk på baghjulene, og sæderne bag i vognen var dårlige, med et kedeligt plastikbetræk, så der blev ikke noget af den handel. Til gengæld fik vi gjort aftenen til en festaften. Vi lavede Chili con Carne og Gundersen og frue lagde vin til. Vi fik dog hurtigt tømt deres vinlager, så de måtte i byen for at købe mere. Vinen var en dejlig og velsmagende landvin. Vi befandt os i Roussilion distiktet.

Problemerne begynder for alvor.

Næste dag fortsatte vi så gennem Spanien. Det var meningen, at vi skulle have været igennem Barcelona, men Ingo besluttede, at vi for at komme til Afrika så hurtigt som muligt, skulle spare tid ved at køre udenom. Om aftenen camperede vi på stranden et sted i nærheden af Valencia. For første gang lavede vi mad på bål, da det var fornuftigt at spare på gassen.
Skønt vi havde travlt, blev der dog tid til at se maurer-fæstningen Alhambra i Granada. Den ville Ingo også gerne selv se. Alhambra er også virkelig et besøg værd. Jeg havde set det før, da jeg havde været på en chartertur til Torremolinos engang i 1968.
På trediedagen i Spanien kom vi til en campingplads i turistbyen Fuengirola på Costa del Sol. Her skulle vi være et par dage for at reparere nogle ting på bilen. Vi havde både en utæt brændstoftank og en utæt vandtank, og desuden skulle vi have fastgjort reservehjulet bedre.
Her på campingpladsen i Fuengirola brød en del spændinger i vores lille gruppe ud i lys lue. Ingo havde nogen tid opført sig som diktator, og her skældte han pludseligt Christian hæder og ære fra, fordi han endnu ikke havde fundet et system til at måle vandstanden i vores vandtank. Derudover var Bent begyndt at blive temmelig sur på Ingo over hans væremåde, og truede med at stå af turen og kræve sine penge igen. Ingo sagde, at han da var velkommen til at rejse hjem, men han fik ingen penge. Vi havde haft en autoradio med på turen, men den var ikke installeret. Det blev gjort her. Da de forskellige reparationer var udført, skulle vi en tur til Fuengirola for at handle. Da folk så kom op i vognen, tændte de straks for radioen og skruede op for fuldt drøn. Det var mere, end jeg kunne klare. Jeg råbte, at hvis det skulle være sådan, så var jeg ikke med mere. Henrik fik mig efter nogen tid dæmpet lidt ned, og der blev sat restriktioner på benyttelsen af radioen. Jeg havde dog gerne set den radio smidt ad helvede til.
Stemningen var temmelig trykket, da vi satte kursen mod Algeciras og Afrika.

12.10.1996

Endelig i Afrika

I dag nåede vi Afrika. Vi sejlede fra Algeciras kl. 13 med en tvivlsom plimsoller, men vi nåede da vel til Ceuta. I frihandelsbyen Ceuta var vi så ankommet en lørdag, hvor de fleste forretninger var lukkede. Vi krydsede grænsen til Marokko uden egentlige problemer. Vi camperede i en lille by, der hedder Martil. Det var en primitiv campingplads, men ikke uden en vis charme. Indehaveren lavede myntethe til os. Det var meget varmt og meget sødt, men det gjorde godt. Der var også en overland-truck fra det engelske selskab Guerba.

13.10.1996

Dramatik på kvægmarkedet

Vi stod tidligt op. Jeg fik et koldt bad. På grund af de to timers tidsforskydning fra Europa var det allerede lyst. Vi stoppede i Tetouan, hvor der var et kvægmarked. Det var meget spændende at se. Dyrene blev ikke behandlet særligt godt. En stor tyr, der havde et reb bundet om bagbenene og op omkring hornene, faldt i rebet og fik hovedet vredet ind under kroppen. Der var ved at gå panik i de omkringstående bønder, men den fik reddet sig op igen. Vi kørte en lille omvej til en meget idyllisk by, der hed Chefchaouen. Der købte vi ind til frokosten og aftensmaden. Vi nåede frem til Fés sidst på eftermiddagen. Campingpladsen er ganske god. Her kl. 18 er det begyndt at blæse op til uvejr.

14.10.1996

"Læg dig dog til at sove igen"

Det stormede og regnede det meste af natten. Jeg var oppe for at redde teltet tre gange i løbet af natten. Bent lå og snorkede. Anden gang, teltstangen væltede, bandede jeg så højt, at han vågnede. "Læg dig dog til at sove igen", sagde han. Det kunne han sagtens sige. Det var ikke ham, der lå i vindsiden med et vådt telt over sig i silende regnvejr. Jeg blev våd og meget beskidt inden natten var omme. Om formiddagen kørte vi ind til Fés. Vi vekslede penge (omstændelig sag). Nogle af os hyrede en guide, der viste os rundt i Medina'en. Vi drak myntethe på en utroligt flot restaurant på 2. sal. Henrik blev meget sur på Ingo, fordi han ikke var kommet tilbage til aftalt tid. Vi gik på egen hånd i den lille (jødiske?) medina, derefter i den nye bydel. Vi havde fået at vide, at det var nemt at tage en taxi tilbage til campingpladsen, men der var ingen taxichauffører, der vidste, hvor Camping International lå henne. Det lykkedes dog til sidst, da chaufførerne spurgte nogle unge mennesker.

15.10.1996

Du ku' jo bare pisse ud over kanten...

Afgang fra Fés mod Marrakech. Planen var at nå til Cascade d'Ouzoud. Vi nåede ikke frem i dag. Hastigheden på de snoede bjergveje var lavere, end Ingo og Henrik havde regnet med på forhånd. Jeg fik skyld for, at det var min skyld, at vi ikke nåede frem. Jeg skulle tisse, mens vi kørte på den vanskelige opstigning. Der blev trykket stop, men da vi havde passeret flere vigepladser, trykkede vi til sidst katastrofestop. Både Henrik og Ingo blev rasende. Stoppet varede fem minutter, hvoraf det meste af tiden gik med, at Ingo skabte sig. Jeg fik skyld for at have sinket os i 40 minutter. Ingo kaldte mig et pattebarn, fordi jeg ikke ville tisse ud over kanten, mens vi kørte, og ved næste stop hånede han mig og kaldte mig en pissegøj. Det gode forhold mellem os er ødelagt. Alle hans historier om, hvordan han har gjort, kan jeg ikke bruge til noget. Vi er jo alle forskellige, og jeg har absolut ingen ambitioner om at gøre eller være som ham. Desuden har vi overhovedet ikke tabt tid på stoppet. Ingo's første reaktion, da vi kørte igen, var, at han slog et sving en meter uden for asfalten og lod som om, vi kørte i afgrunden. Derefter ræsede han ned ad bjerget i rasende fart. Den reaktion synes jeg, er meget barnlig, og det viser, at han ikke er en ansvarsbevidst leder. På campingpladsen i Furengiola i Spanien udstedte Ingo et dekret, der sagde, at det var strengt forbudt og hjemsendelsesgrund at mobbe andre. Indtil nu er han selv den eneste, der har overtrådt dekretet, men det bliver jo nok svært at få ham sendt hjem.

16.10.1996

Kan du ikke følge med, er det din egen fejl

I dag kom vi til Cascade d'Ouzoud. Der var ikke så meget vand i faldene, men vi kom dog i vandet nogle af os. Det var en utroligt flot tur i bjergene, dybe kløfter og lagdelte klipper med huler. Vi kørte over en meget usikkert udseende bro med løse planker som kørebelægning. Nogle af dem var beskadigede, og der manglede et par stykker. Sent på eftermiddagen nåede vi Marrakech. Vi blev indlogeret på Hotel de Foucauld. Om aftenen skulle vi ud og spise sammen. Vi gik til fods, og Ingo og Henrik førte an. Det gik i rasende fart. Da de var kommet over den første store vej til markedspladsen, var det kun Gitte H og mig, der var kommet med. Det lykkedes os at få dem til at vente på de andre. Derefter gik det med samme fart tværs over markedspladsen, uden at vi fik lejlighed til at se på de mange interessante gøglere o. l., der optrådte. Da vi kom til den udvalgte restaurant, havde vi mistet Bent på vejen. Ingo's kommentar var bare, at så måtte han bare lære at følge med. Christine gik ud for at finde ham, men det lykkedes ikke. Han kom dog senere af sig selv. Han havde gået rundt i Kasbah'en og kigget på boderne. Så var han gået tilbage til vognen, og havde fået at vide af Majbritt, hvor vi var. Der bliver ikke taget hensyn til folk her, heller ikke selv om de er fyldt 70.

17.10.1996

Første nat i en rigtig seng

Første nat i en rigtig seng. Varmt bad, selv om vandtrykket ikke er så højt. Bent og jeg har gået rundt i medina'er, khasba'er og mella'er og hvad de ellers hedder og kigget på de mange boder. Vi drak myntethe på en fortovscafé. Ingo og Henrik havde lovet at give middagen på firmaets regning, men trak tilbudet tilbage, da de så priserne i restauranterne. Bent og jeg fandt en restaurant, hvor priserne var rimelige. Henrik inspicerede stedet, og nu ser det ud til, at vi får middagen alligevel.

18.10.1996

...et kæmpe marked

Vi kørte fra Marrakech ved 9-tiden. Ved middagstid kom vi til en by, hvor der var et kæmpe marked. Der var alt muligt inden for handel, samt et omrejsende tivoli. Vi brugte en times tid på stedet. Det var stegende hedt, og der var en helt utrolig larm. Sidst på eftermiddagen kom vi til Agadir. Vi kørte ned og camperede ved stranden.

19.10.1996

Bad i Atlanterhavet

Vi stod forholdsvis sent op og ordnede en masse ting på bilen. Til middag kørte vi til Agadir for at handle, tanke vand o.l., derefter kørte vi tilbage til det forrige sted. Jeg fik mit første bad i Atlanterhavet.

20.10.1996

Ja, sådan kan det gå

Vi skulle tidligt op. Vi havde accepteret at køre kl. 7. Ingo lavede en utrolig scene,fordi vi var 10 min. forsinkede, da vi var klar til at køre. Da han havde fået at vide, at vi alle syntes, at det var i orden at daske så meget rundt, at vi blev lidt forsinkede, gav han sig til at vaske sig i vores rene vand, selv om han aftenen før havde sagt, at fra nu af foregik al personlig hygiejne i havvand. Da vi så endelig kørte, ræsede han ud over terrænet, så vi nærmest fløj rundt i bilen. I Agadir vaskede vi telte. Da vi skulle køre, var der gået en sikring på vognen. Vi blev yderligere forsinkede. Vi stoppede i Tiznit for at handle og spise frokost. Nemesis; da vi holdt tissepause måtte Ingo til at skifte tøj og vaske bukser. Jeg frydede mig i mit stille sind. Vi bliver nu stoppet ved hver politikontrol. Vi camperede på en mark, hvor nogle af de lokale kom for at drikke myntethe med os. Jeg gik dog i seng.

21.10.1996

Bent truer med sagsanlæg

Da vi pakkede sammen om morgenen, var mine elastikbånd til liggeunderlaget forsvundet. Fordi vi ledte efter dem, var Bent og jeg blevet lidt forsinkede med at pakke telt sammen. Det fik straks Ingo til at fare i flint. Han forlangte, at fra nu af måtte Bent og jeg ikke få morgenmad, før vi var færdige med at pakke. Bent kom op skændes med Ingo og var meget tæt på at rejse hjem og sende sin sagfører på arbejde. Det eneste, der afholdt ham fra det, var det faktum, at det ville gå ud over Travel Life og ikke Ingo og Kim. Sidst på dagen nåede vi "Vestsahara". Vi handlede i en vestlig præget by, passerede en lufthavn og camperede ved vejen. Min forkølelse er nu brudt ud.

22.10.1996

Jeg er blevet syg - og vi når frem til Dakhla

Også jeg sov under åben himmel i nat. Det var ikke så smart, når jeg var syg, men vi ville gerne undgå ballade med Ingo om morgenen. Der var ingen andre, der slog telt op. Jeg måtte op for at tisse mindst seks gange i løbet af natten. Min næse løb, og jeg var kold om hovedet. Om morgenen havde jeg det rigtigt elendigt. Jeg havde dårligt lukket et øje hele natten, så jeg svigtede mine madholdspligter, spiste to små bananer og lagde mig ind i bilen. Jeg blev sendt ind i sovekabinen i førerhuset, da vi skulle køre. Efter kort tid måtte jeg dog bede om at komme om bagi igen, da jeg fik kvalme af at ligge og rumle uden at kunne følge med i omgivelserne. Jeg fik sovet lidt, mens vi kørte. Om eftermiddagen lød det pludseligt som om, vi kørte i løse sten. Det var ikke sten, men vi var kørt ind i en kæmpe græshoppesværm. Der lå maste græshopper overalt på vejen, og langs vejen var der en masse græshopper, der så ud, som om de var døende. De havde nok ikke fået vand nok. Vi camperede på den smalle tange, som Dakhla ligger på, og fik et bad i Atlanterhavet. Det lykkedes ikke at blive vasket med sæbe. I løbet af aftenen skyllede bølgerne voldsomt mod kysten, skønt havet så forholdsvis roligt ud.

23.10.1996

En engelsk familie i en gammel IFA

Vi pakkede sammen og kørte mod Dakhla. Campingpladsen viste sig at være meget tæt på, hvor vi havde overnattet. Jeg fik vasket noget tøj og fik et bad. Til frokost blev madholdet sendt til byen for at købe ind. Campingpladsen sørgede for transporten. Byens taxi'er kørte ikke derud på grund af politikontrollerne. Dakhla er en by, der er vokset op omkring militærbaser. Der er også en FN-base. Et hold englændere kom til campingpladsen i en gammel østtysk militærlastbil. De havde købt den billigt (700 £) i London, og var på vej for at sælge den i Gambia. De forventede at få seks gange så meget for den!? Vi skal med den samme karavane på fredag. Om eftermiddagen var vi i Dakhla. Jeg fik lige skrevet et brev til Lisa, inden vi tog af sted.

24.10.1996

Gustavs egenskaber i terræn skal lige testes

Vi har en afslapningsdag, da karavanen først går sydpå i morgen, fredag. Jeg har fået skrevet kort til Ellen og Nils, Erna, Erik, mor og Claus og Lene. Ingo og Henrik kørte ud for at teste bilen i terræn med firehjulstræk og low-range. De skulle være væk en halv times tid, men der gik over en time, før de kom igen. De havde ligget ude og repareret bil. Den ville som sædvanligt ikke gå ud af firehjulstrækket. Da folk kom op i bilen, fik de et chok over alt det støv, der var. Mette flippede totalt ud. Ingo holdt en af sine lange forelæsninger, indtil Gitte N påpegede, at nu havde alle nok forstået. Det fik Ingo til at begynde sin psykologiske krig mod hende, men hun var klog nok til at trække følehornene til sig. Jeg gjorde opmærksom på, at hvis man ikke kunne klare, at vognen blev støvet til, var man kommet med på den forkerte tur, for næste gang ville det være meget værre, og så ville vi sidde midt inde i det. Eftermiddagen blev brugt i Dakhla på indkøb o.l. Vi kørte ud for at overnatte ved havet på forrige nats sted. Fiskeren Mohammed og hans hund spiste hos os. Alt var utroligt fugtigt og klamt. Jeg havde det som sædvanligt dårligt om natten. Lige så snart, jeg faldt i søvn, svedte jeg så voldsomt, at alt kunne vrides. Teltets plastikoversejl og soveposens plastikoverside gør, at damp fortættes og alt driver af kondensvand.Til sidst måtte jeg klæde mig på og sove oven på soveposen med tæppet over mig.

25.10.1996

Afgang i konvoj

Vi startede kl. 7.30 for at checke ind til konvojen. Vi var heldigvis de første, men det tog alligevel lang tid. Med i konvojen er et hold englændere i en gammel østtysk militærbil, en IFA. Der er også et engelsk par i en gammel Land Rover, og et tysk par i en kort, høj Mercedes Unimog. Derudover var der en del personbiler, mest gamle 504'ere, samt et par franskmænd i en gammel 2 CV. Vi slog lejr på en plads lige før grænsen. I forvejen var der nogle mauretaniere i Land Rovere. De sad og spillede og sang hele aftenen.

26.10.1996

Vi kører fast i den første sanddynge

Konvojen var lidt forsinket. Den bestod af tolv køretøjer. En spansk Peugeot 504. Skite-holdet med en 504 varevogn og en Renault 11. Flere franskmænd i 504'ere, en 2CV og en Renault 18 st.car. Der var et engelsk par i en gammel Land Rover, en tysk Peugeot 505, et tysk par i en meget speciel Unimog (flinke mennesker). Der var nogle englændere i en gammel IFA, og så var der os. Ingo og Henrik ville gerne være først i konvojen, men personvognene var selvfølgelig hurtigere og overhalede os. Det endte med, at vi kom sidst. Vi startede med at køre fast i lidt sand ved den første grænsespærring. Vi måtte ud og grave og skubbe. Det var lidt pinligt i det selskab. Vi kørte i over to timer på meget dårlig vej. Bortset fra 504 van'en, var vi det køretøj, der klarede os dårligst.Vi ventede i timevis ved den første mauretanske grænsepost. Dernæst var der en lignende køretur, til vi nåede en jernbane og et mauretansk checkpoint. Vi overnattede ved checkpointet. På et tidspunkt hørte vi en brummen i det fjerne. Den blev højere og højere. Det var et langt tog med malmvogne. Det var over en kilometer langt, der var fire store lokomotiver foran og en vagtvogn bagest. Skite-holdet demonstrerede deres færdigheder med drager og dragetrukne køretøjer. Det var derfor, vi ikke kom videre den dag. Politifolk og toldere bestilte ikke andet end at kigge på dem.

27.10.1996

Et kilometerlangt malmtog

Jeg vovede at overnatte ude igen. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg svedte, så min sovepose og lagenpose var drivende våde. Jeg blev syg og var utilpas hele dagen. Jeg var oppe for at tisse, mens et tog kom forbi mod kysten. Der var tre lokomotiver og en masse vogne med malm. Der var soldater og maskingeværreder i mange af dem. Senere kom der et tog med tankvogne. Tyskeren fra Unimog'en, Ulrich, sagde, at man kørte vandforsyninger til byen, Nouadhibou. Vi kørte ind til Nouadhibou, hvor der skulle ordnes en masse formaliteter. Der skulle findes en guide til at lede os igennem ørkenen. Vi havde aftalt at køre sammen med de to engelske vogne, men først trak IFA-holdet sig ud. De brød sig vist ikke om Ingo's betingelser. Vi ventede i lang tid inde i byen, mens Bob og Cass skulle have en ny slange i et dæk. Bob var blevet ret ophidset over, at man havde stået og ventet i timevis på en slange, uden at nogen havde været sendt ud for at hente den. Vi havde ventet i byen, da vi skulle handle en del. Ungerne var blevet ret nærgående. Det var en kamp at holde dem nede af vognen. Da Bob endelig kom, skulle vi have brændstof på. Det viste sig, at Bob kun havde plads til 100 l. ekstra benzin på bilen. Ingo og vores guide, Achmed, ville så ikke lade dem følges med os, da de ikke mente, at de havde brændstof nok til at nå den mauretanske hovedstad. Bob reagerede ved at sparke eller banke voldsomt på sin bildør flere gange. Cass blev meget bange og græd. Ingo sagde, at de måtte tage med toget. Det havde været en meget hård dag for Cass og Bob. Vi skal nu køre videre alene, desværre. Jeg ville gerne have fulgtes med englænderne. Vi camperer samme sted igen i nat.

28.10.1996

Ud i ørkenen

Pludselig havde grænsevagterne travlt med at få sendt os af sted. Vi begav os ud i den egentlige ørken. Dæktrykket blev sat ned til først 3,5 bar, senere til 2,5 bar. Det viste sig til Ingo's glæde, at vi havde radialdæk på. Gustav og Ingo fik lejlighed til at vise, hvad de duede til. Der blev kørt til over stok og sten. Vi blev kastet rundt i bilen. Det gik lidt ud over ryggen en gang imellem. Det var hårdere, end jeg havde regnet med. Også fordi, der ikke blev lagt fingre imellem, hvad kørselen angår. Lejlighedsvis var vi oppe på tophastighed ud over sandet. På et tidspunkt om eftermiddagen blev vognen varm og manglede trækkraft. Jeg frygtede, at differentialet var i stykker, men det var vist kun varmen og en bestemt type sand, der var skyld i det. Om aftenen så vi månen stå op. Det havde været en hård og støvet og varm dag, men også en god og oplevelsesrig dag.

29.10.1996

Sådan kan man da ikke gøre...

Vi overnattede ude i ørkenen. Mette lokkede nogle med ud ti minutters gang fra vognen, for at overnatte i nogle sanddyner. Det var bl.a. hele brændeholdet og det meste af madholdet. De sov selvfølgelig over sig derude. Vi andre vidste ikke, hvor de var. De kom først lang tid efter, at vi skulle være kørt. Det betød, at ingen sørgede for bål til morgenmaden. og Michael stod alene med morgenbordet. I løbet af formiddagen nåede vi Atlanterhavet. Vi så pelikaner, flamingoer, knortegæs og en masse måger. Vi købte vand og kiks og noget tørret fisk i en lille grim fiskerby. Mange af husene var lavet af rustne blikplader. Vi spiste frokost et par km. derfra og badede i havet. Efter frokost kørte vi videre på stranden. Jeg sad bagest til venstre, og blev kastet op og ned hele tiden. Nana fik medlidenhed med mig og tilbød at bytte plads. Jeg fik dårlig samvittighed over det, men accepterede at bytte, da jeg faktisk trængte meget til at slappe af, specielt i benene. Vi stoppede ved et par små utroligt simple fiskerlandsbyer. Vi camperede ved en sådan by, og det varede ikke længe, før der stod en kødrand af folk omkring os. Ingo skruede bissen på og tegnede en grænse i sandet. Nana blev meget fortørnet over, at han kunne gøre sådan, for det var jo os, der var indtrængerne på deres område. Der er åbenbart gået opløsning i nogle af holdene. Der gik meget lang tid, før der blev lavet bål, og blev gjort forberedelser til madlavning. Bålholdet består af Dennis og primadonnaerne Christine og Mette, madholdet af Gitte H., Bent og Michael. Gitte og Bent er uvenner, fordi Gittte behandler den 70-årige Bent som en uartig skoledreng. Michael er den eneste af de seks personer, der gør en indsats, men han er naturligt nok ved at køre træt.

30.10.1996

Affald, så langt øjet rækker, i timevis

Vi kørte mod Nouakchott. Lang tid før, vi kom til byen, kunne vi se bjerge af affald. Jeg har aldrig set så utrolige mængder af affald. Km. efter km. kørte vi gennem et landskab af skrald, indtil vi nåede byen. I byen foretog vi nogle indkøb. Jeg fandt posthuset, og forsøgte at finde poste restante skranken. Det lykkedes ikke. Jeg blev meget sur og vrissede af alle, der forsøgte at kontakte mig. Vi kørte ind på en campingplads ved havet. Det halve af vores lille flok var blevet i byen. Vi andre fik vasket noget tøj. Om aftenen kom der en stor Mercedes fra et hollandsk selskab, der hedder Ashraf. Franskmændene, som vi kørte i konvoj med, kom også. Bob og Cass ankom også til pladsen. De og hollænderne var kommet med toget. Franskmændene havde krydset ørkenen i deres tohjulstrukne biler. Der havde været mekaniske problemer, bl.a. en vandpumpe i R 11'eren. 2CV'en havde kørt problemfrit.

31.10.1996

Stukket af en scorpion

Vi skulle skaffe visa til Zaïre. Vi var lidt rundt i byen imens. Jeg fandt poste restante skranken, men der var ingen breve til mig. Turen gik så ind i landet mod øst. Vi camperede uden for en beduinlandsby. Mærkeligt nok kom der ikke så mange nysgerrige. Der var kun en yngre mand og en kvinde, som manden fortalte, var tosset i hovedet. Det tror jeg nu ikke, hun var. Ingo blev stukket af en scorpion.

01.11.1996

De forventer, at vi kan udføre mirakler

Vejen har været meget dårlig i dag. Det har bumpet og støvet. Ingo kørte væk fra asfalten af hensyn til bilen. Hensynet til bilen vejer højere end hensynet til passagererne. Vi gjorde holdt i en meget beskidt by. Ungerne var lidt ubehagelige, og kastede sten efter os, da vi kørte igen. Christine har taget initiativ til et krisemøde. Da vi slog lejr, kom der nogle beduiner. Ingo var oppe at sidde på en Mehari-kamel. Bagefter kom de med et sygt barn, som de forventede, at vi skulle helbrede. Ingo gav dem vitaminpiller. Det skabte igen uro i gruppen.

02.11.1996

Krisemøde

Igen en hel dags kørsel med ophold i en støvet by. Byen hed Kiffa. Jeg fik vekslet penge der. Vi fyldte vand på tanken fra en brønd i en gård ud for, hvor vi holdt på gaden. Om aftenen camperede vi ved en brønd, hvor vi kunne blive vaskede. Vi fik afholdt vores krisemøde. Ingo ville blande sig, men fik at vide, at vi holdt et møde, hvor lederne ikke måtte være med.

03.11.1996

I dag er det Nils's fødselsdag

Da vi pakkede vores telt sammen, var der en scorpion under det, en agressiv en i kampposition. Midt på natten var jeg gået ud og havde lagt mig i det frie, da Bent lå og snorkede, så det var helt ulideligt. Jeg frøs lidt, da det blæste ind på mit hoved. Igen en dags kørsel med stop for bilreparationer. Der har været noget galt med håndbremserne, støddæmperne, generatoren og en hel masse andet. Om aftenen standsede vi ved nogle flotte bjergformationer. Der var en lille landsby for foden af klipperne. Dennis, Michael og jeg klatrede op på et af bjergene, men vi tog ikke den sidste top. Der var alligevel en utrolig flotudsigt. Man kunne se en sø ca. en km. væk. Om aftenen til aftenskaffen kom jeg frem med en pose lakridskonfekt, jeg havde gemt til lejligheden, og sagde, at vi skulle fejre min svogers 50 Års fødselsdag. Så blev der sunget fødselsdagssang for Nils.

04.11.1996

Ud af Mauretanien

Vi kom til en by, der vist nok hed A'ioun. Jeg fik sendt Nils's fødselsdagsbrev afsted. Vi fik ordnet nogle udrejseformaliteter fra Mauretanien. Ingo og Henrik måtte af med 5000 Ouguia i bestikkelse til tolddirektøren. Jeg gik lidt rundt for mig selv i byen. Der var utroligt beskidt som sædvanligt i sådan en by. Der var lidt besværligheder med at finde pisten mod Mali, Og da det var blevet lidt sent, slog vi lejr lidt uden for byen.

05.11.1996

Bilen havarerer

Vi forsøgte igen at finde pisten mod Mali. Vi var kommet et stykke ud ad en piste, da vi mødte en af de sædvanlige Peugeot Pick-up'er fyldt med folk. De fortalte, at det var den gale vej. De fulgte os hen til det rigtige spor. Så blev der ellers kørt til. Det gik over stok og sten. Vi blev smidt rundt i bilen. På et tidspunkt stoppede vi pludseligt, men Ingo og Henrik blev bare siddende foran et stykke tid. Vi vidste ikke, hvad der foregik. Så kom de med en erklæring, vi skulle skrive under på. Vi skulle skrive under på, at vi var til stede på bilen på eget ansvar. Vi stregede over i erklæringen, så der stod, at vi sad oppe i bagagekassen på eget nsvar. Det skabte jo lidt diskussion i gruppen. Bent ville ikke skrive under. Ved middagstid kom vi til en landsby, hvor man var i gang med lidt festlighed. Der blev slået på trommer. Det var en kærkommen afveksling fra den støvede og hoppende køretur. Christine, Majbritt og Mette fik danset lidt. I løbet af eftermiddagen kom vi til en landsby med runde hytter med græstag. Hidtil havde husene været firkantede. Den ændrede byggestil tog vi som et tegn på, at vi nu var i Mali. Vi gjorde holdt sidst på eftermiddagen, hvor vi opdagede, at vi havde mistet den jernstang, som reservehjulet var spændt op imod. Ingo opdagede desuden, at bagakselen var blevet forskudt. Styreboltene i de bageste fjedre var knækkede, så bagakselen havde rykket sig nogle cm. fremad, mest i højre side. Så kunne vi ikke køre længere. Ingo og Henrik forsøgte at reparere det, men ud på aftenen gav de op for den dag. Der er nu rationering på vand og mad.

06.11.1996

Christian er forsvundet

Ingo, Henrik og jeg har ligget hele formiddagen under vognen. Brian og Michael har også hjulpet lidt. Det er lykkedes os at få bagakselen tilbage, så den er næsten på plads. Det har været lettere overskyet, så temperaturen har været til at holde ud. Ved middagstid lagde jeg mærke til, at Christian manglede, men jeg fik at vide, at han var gået ud for at fotografere. Ved et-tiden var vi klar til at køre, men Christian var stadig ikke kommet. Et eftersøgnings-hold blev sendt ud for at finde ham i den retning, man mente, han var gået, men uden resultat. Ved fire-tiden blev vi alle sendt ud i hold i flere retninger med hvide plastikposer til at hænge i træerne, så vi kunne finde tilbage. Vi var tilbage kort før mørkets frembrud, men ingen havde fundet ham. Stemningen var underlig. Folk kom med vittigheder om situationen, men det var naturligvis påtaget munterhed for at dække over nervøsiteten. Nogle havde snakket med folk, der havde set ham i østlig retning, og de var parate til at gå til en landsby, der lå i den retning. Ingo fik dem fra det, da der var for stor risiko i mørket. Senere på aftenen så Mette nogle lysglimt i samme retning og mente, at det var Christian, der sad og blinkede med sin blitz. Sent på aftenen kom der en bil, men den kørte forbi uden at stoppe. Vi måtte gå urolige i seng.

07.11.1996

Truckdriveren Mory

Jeg vågnede kort efter midnat og så billygter mod syd. Jeg sad og ventede nogle minutter. En Toyota Landcruiser kom kørende, satte farten ned og tudede i hornet. Da vidste jeg, at de kom med Christian. Jeg var ved at tude af lettelse, og flere af de, der sov på jorden, for op og råbte på Christian. Christian var lidt forsagt, men uskadt og ved godt mod. Jeg flyttede mig, så han kunne komme ned i sin bagage efter 100 Fr. til sine redningsmænd. Der blev en livlig snakken udenfor, men jeg var rolig nu og faldt i søvn. Om morgenen tog vi af sted ved otte-tiden. Efter ca. 6 km.'s kørsel mod syd kom vi til den landsby, der havde huset Christian om aftenen. De havde givet ham noget at drikke og spise, han var blevet vasket , og de havde pillet torne ud af hans fødder. Vi gjorde et holdt her og hilste på Christians "nye familie". Det var en skøn oplevelse. Det var en utroligt charmerende landsby med runde hytter med græstag. Der var indhegninger af krattige grene. De havde jordnødder o. l. liggende på høje platforme. Efter lidt tid i landsbyen fortsatte vi mod Nara. Der var lidt problemer med at finde et sted at krydse et udtørret vandløb. Vi nåede til Nara og fik ordnet toldformaliteterne. Vi var nu i Mali. Bagakselen var skredet frem igen, så vi skulle på værksted i Nara. Folk vekslede "sort" til underkurs hos en mand, som tolderne anviste. Der var ingen bank i byen. Tolderne sagde bare, at vekslingen skulle foregå uden for toldbygningen. Jeg var gået en lille tur, så jeg fik ikke vekslet penge. Der var også en bar, hvor man kunne købe øl. Jeg har fået en øl af Gitte N. og en af Brian. Da jeg senere fik fat i "banken", havde han ikke flere penge, så jeg har stadig ingen Mali-valuta. Gustav har fået ny styrebolt i bagfjedrene i højre side. Christian har givet kvajebajere. Der er gået druk i mine rejsekammerater på baren. Vi har mødt Ralf, en tysk chauffør. Han kører for et hold midaldrende franskmænd, der skal til Tchad. De har problemer med brændstofpumpen i deres Toyota Landcruiser. Vi har også mødt et yngre par i en lille Daihatsu 4-wheel drive. Det er en australsk mand og en sydafrikansk pige, der har slået sig sammen om at køre fra London til Capetown. Bilen var købt i London for 300 £. Jeg har også mødt en lastbilschauffør, der hedder Mory. Vi har siddet og hygget os med at snakke og drikke myntethe. Han venter på en ladning aluminium fra Mauretanien. Lasten kommer egentlig fra Tyskland, men bliver omladet her. Vi overnattede rundt om bilen på "autoværkstedet", der er et hjørne af byens torv.

08.11.1996

Henrik og jeg er uduelige!

Man er gået i gang med fjedrene i venstre side. Folk køber varmt vand i baren for 200 cfa pr. spand. Jeg har ingen penge, så jeg kan ikke blive vasket. Jeg har fundet en vandpost med slange og en vagtmand. Jeg håber, at jeg kan få tid til at vaske mig her, inden vi skal køre. Ingo tager det for givet, at jeg pukler med bilen og er vagtpost, mens de andre hygger sig i baren. Jeg så mit snit til at smutte over og se på Mory's lastbil, en Hino. Jeg fik the, og vi sad og hyggesludrede et stykke tid og udvekslede adresser. Jeg gik tilbage ved 12-tiden. Bilen var næsten færdig. Vi skulle bare spise frokost og så køre ved et-tiden. Jeg måtte alligevel assistere med at færdiggøre bilen, mens jeg forsøgte at få noget mad med den ene hånd. Vi kom lidt senere af sted og skulle så hen og have vand på. Da havde vagten lukket vandposten for eftermiddagen. Ingo lavede en scene og skældte Henrik og mig ud sagde, at vi var uduelige. Jeg blev ret sur. Jeg havde faktisk puklet med bilen i fire dage på det tidspunkt. De to af dagene havde de andre bare siddet på Bar Koumani og hygget sig. Nå, vi kom af sted med nogen forsinkelse, efter at have fået vand på anden måde. Sidst på eftermiddagen stoppede vi ved en landsby, hvor truckere åbenbart holdt hvilepauser. Mory kom forbi på sin vej til Bamako. En kraftig negerkone tilbød at lave kous-kous til os og sagde, at vi kunne overnatte der. Det blev så besluttet. Efter at have fået sikret reservehjulet, kunne vi så blive vasket, få noget at spise og så sove.

09.11.1996

Ingo bliver mere og mere hysterisk

Christian og Christine var blevet syge i nattens løb. Christine kastede op. Vi så en Mercedes lastbil, der var kørt galt, lidt før vi kom. Den lå på hovedet, men de to førere var heldigvis ikke kommet noget til. De havde ramt et hul i vejen, styretøjet var så blevet slået i stykker, og de var væltet. Den havde været lastet med brænde. Ingo købte et bundt for 500 cfa. Da vi skulle af sted efter at have holdt frokost, var Dennis væk. Han var gået over til en nærliggende landsby, og havde svært ved at slippe fra den lokale skolelærer. Det forsinkede os et kvarters tid, og Ingo blev sur. Da vi var ca. 30 km. fra Bamako, drejede Ingo ind på marken for at slå lejr. Det skabte stor utilfredshed hos alle, da vi havde forventet at komme til en campingplads, hvor vi kunne få bad og få vasket tøj. Der opstod et kæmpe skænderi, hvor Ingo til sidst sagde, at han var træt af os, og truede med at stå af. Da vi havde fået alle soveposer ned fra taget, sagde Ingo pludseligt, at vi skulle køre alligevel. Vi vidste, at han var hidsig, og at han ville køre som en gal. Der viste at være fartbump på vejen. Ved et af de første hoppede bilen så meget, at Gitte H. kom til skade. Vi trykkede katastrofestop, og der opstod et nyt skænderi. Senere, da vi var midt i en travl markedsby, gik bilen i stå. Brændstoftilførselen viste sig at være stoppet. Da vi langt ud på aftenen kom til det hotel, hvor der skulle være campingmulighed, var det lukket. Vi overnattede så på en fodboldbane lidt derfra.

10.11.1996

Auberge Le Label Vert "La Maréme"

Langt om længe er vi i Bamako. Det var lidt svært at finde en campingplads. Til sidst fandt vi et sted 11 km. uden for byen. Auberge Le Label Vert "La Maréme", hedder det. Det ejes af en fransk dame, der hedder Monique. Jeg har vasket lidt tøj og fået et bad. Om aftenen spiste vi på terrassen. De tror, de gør folk en tjeneste ved at lade en tåbelig ghettoblaster stå og spille. Maden var ikke noget at skrive hjem om. Stedet har en fin udsigt over Niger-floden ( eller er det en af dens bifloder).

11.11.1996

I byen i Bamako

Det er Christians fødselsdag. Han bliver 21 år. Vi kørte til byen efter post, penge og visa til Nigeria. Der var tre breve til mig, to fra Lisa / mor og et fra Erna. Et visum til Nigeria viste sig at koste 15000 cfa. Henrik blev sendt ud for at købe forsikring til bilen. Da han kom tilbage og fortalte, at han havde forsikret den for en måned helt til Nigeria, blev Ingo stiktosset. Han kaldte Henrik en idiot og forlangte, at han selv skulle betale forskellen mellem en uges forsikring og en måneds, for han kunne da nok forstå, at de andre lande ikke ville anerkende en forsikring, der var tegnet i Mali. Det vil jo vise sig; disse lande har dog et monetært samarbejde. Henrik har taget imod mange uforskammetheder fra Ingo's side, men denne gang blev han vred. Han nægtede at betale noget og sagde, at Ingo selv kunne ordne det hele fra nu af. Senere, da Ingo havde kølet lidt af, gav han Henrik en undskyldning. Bilen skulle have været tilbage til campingpladsen i løbet af eftermiddagen, og jeg ville have været med. Det blev der lavet om på. Jeg gik rundt i de små markedsgader sammen med Ingo og Mohammed, en Guide, som Ingo havde hyret. Ingo ville finde fetich-markedet, men der var kun ganske lidt. De andre havde en aftale om at finde en restaurant, hvor de kunne spise aftensmad. Jeg tilsluttede mig spiseholdet, da vognen alligevel ikke skulle tilbage. Vi spiste på jernbanerestauranten. Maden var dyr og dårlig. Henrik kørte vognen tilbage sent om aftenen. Gitte H., Majbritt, Bent og jeg tog med, de andre blev i byen. Da vi kom hjem, konstaterede jeg, at mit vasketøj var blevet inddraget af personalet.

12.11.1996

"En flok hyæner"

Ingo er ikke kommet tilbage fra byen. De andre er kommet med taxi's i løbet af natten. Da Ingo kom, opstod der straks et skænderi mellem ham og Christine, Mette og Nana. Det var et usædvanligt heftigt skænderi, hvor Ingo kaldte pigerne for hyæner. Vi blev enige om at holde et krisemøde om eftermiddagen. Der var også problemer i forhold til Monique. Hun mente, at vi havde bestilt mad, og havde stået parat med frokost til 16 personer. Da ingen var kommet for at spise, havde hun inddraget alt vores vasketøj som en slags sikkerhed for de penge, hun mente, vi skyldte hende for al den mad, hun havde lavet. Ingo skabte sig også overfor Monique og hendes stab og kaldte dem svindlere og forbrydere. Vi holdt så et krisemøde. Vi besluttede at forsøge at kontakte Kim og bede om at få udskiftet Ingo med en anden. Vi kaldte Ingo og Henrik til mødet og orienterede om vores beslutning. I løbet af eftermiddagen pakkede Ingo sine ting og tog af sted. Om aftenen var der en opringning fra Kim. René, som vi havde valgt som talsmand, kom tilbage og fortalte, at vi fik en ny leder. Det ville blive enten Kim selv eller en fyr, der hed Kurt, og som havde kørt Gustav før sammen med Kim. Henrik talte så med Kim. Sent om aftenen indkaldte Henrik til et møde. Han fortalte, at han havde lovet Kim at køre turen videre til Lomé som enechauffør. I Lomé ville så komme en ny leder, formentlig Kurt. Stemningen var underlig, nærmest en slags overrasket lettelse. Vi sad på terrassen og snakkede. Der var ingen ingen hoveren og ingen sejrsstemning. Jeg gik tidligt i seng. Det gjorde Bent også. De andre sad vist oppe det meste af natten. Karima dukkede frem under pressenningen og fandt en flaske gin frem. Jeg blev bedt om at finde krus.

13.11.1996

Afsked med Ingo

Vi skulle ind til den franske ambassade for at skaffe visa til nogle lande. Morgenen begyndte for nogles vedkommende i opløftet stemning. Mette var i sit es. Hun har næsten allerede overtaget styringen. Henrik skulle mødes med Ingo kl. 9, men han og Christine var først tilbage fra ambassaden ved 11-tiden. Ingo kom og gav mig en seddel med hans hoteladresse og bad mig bede Henrik om at møde ham kl.11 på hotellet. Vi sad hele eftermiddagen i bilen på parkeringspladsen i Bamako. Der blev kun foretaget nogle telefonopkald og nogle småærinder på posthuset og i banken. Ingo kom og sagde farvel til os ved 14.30-tiden. Han virkede afklaret og venlig, men også lidt vemodig. Jeg er lidt bekymret for, hvordan det vil gå uden ham. Det bliver svært at holde de dominerende elementer i gruppen på plads. Her til aften er der åbenbart ingen, der gider bestille noget. Madholdet gik først i gang ved halv otte-tiden.

14.11.1996

Vi forlader Bamako

Vi startede med at hente vores pas på den franske ambassade. Det gik der en del tid med. Mohammed, vores guide til Dogon-trekket, lod vente på sig. Det var henved middag, inden vi forlod Bamako.

15.11.1996

I Mopti

Vi nåede Mopti om eftermiddagen. Vi kørte på en dæmning med vejarbejde hen over et sumpet område med rismarker og åkander. Vi skulle have stemplet vores pas hos politiet, inden vi kunne komme ind i Mopti. Vi parkerede på havnen i Mopti. Vi var blevet advaret mod at gå alene rundt, men jeg gik dog en tur langs havnen og i de små gyder. Hvis jeg ikke var gået alene, var jeg ikke kommet væk fra vognen. Da jeg kom tilbage, var der en gammel mand, der ville sælge mig et kameluldstæppe. Jeg havde fået spurgt om prisen, og så var han ikke til at slippe for igen. Jeg var på udkig efter et tæppe, som jeg ville bruge i stedet for min sovepose, men dette viste sig at være syet sammen af flere stykker, og syningerne var for dårlige.

16.11.1996

På Dogon-trek

Vi skulle starte på Dogon-trekket i dag. Om morgenen var vi i en by, hvor der var en radiostation. Jeg mødte programmanden på en bro uden for byen. Han havde dagens program med på en båndoptager. Vi kørte videre på en "rimelig piste", som Mohammed havde sagt til Henrik. Henrik fik sin ilddåb som chauffør. Vi måtte stå af og gå det sidste stykke op til den landsby, hvor vi skulle efterlade bilen. Vi startede trekket med lidt forsinkelse. Vi gik et langt stykke, så skulle vi ned ad bjerget. Derefter gik vi igen et stykke, til vi kom til en landsby, hvor vi spiste frokost. Vi fik først nogle sodavand'er, lidt vand over hovedet og så en spandfuld mangofrugter. Frokosten bestod af ris og fårekød. Klokken blev fem, inden vi fortsatte efter frokosten. På turen videre blev vores bagage læsset på en kærre. Vi kom til den næste landsby ved mørkets frembrud, ca. kl. syv. Vi blev "indkvarteret" og spiste sen aftensmad, som bestod af kylling. I den pris, som vi skulle betale Mohammed for turen, var includeret alle måltider, som blev tilberedt af folkene i de byer, vi kom til.

17.11.1996

En kristen landsby

Vi startede med morgenmaden ret sent. Vi fik millet-pandekager og -æbleskiver. Vi skulle så klatre op på bjerget og se en af de forladte Dogon-byer. Det var helt fantastisk at se ,hvordan de havde bygget og levet på bjergafsatserne. Nede igen besøgte vi en souvenirbutik, hvor Mette købte en gammel tobaksdåse for 25000 cfa. Men så var det også en konges tobaks-dåse, der var meget flot. Vi gik igen og kom til den næste landsby, hvor vi holdt et kort hvil over en sodavand. Mohammed var ikke populær hos barmanden her. Der var andre hvide her, både tyskere og hollændere. Vi gik videre til den landsby, hvor vi skule have frokost. Her var ingen sodavand. Der var et hollandsk par, der boede i Norge. Manden var læge. De forstod udmærket dansk. Efter frokosten var nogle af os igen oppe i bjergene for at se en forladt landsby. Der var gravpladser i huler i bjerget, og lige på den anden side af et stengærde havde folk levet og spist. Vi sad og holdt et lille hvil på landsbyens "tingsted". Vi hastede videre for at nå den landsby på "toppen", hvor vi skulle spise og sove. Bent havde klaret sig godt hele dagen, men ved opstigningen mistede han pusten. Jeg har klaret mig godt hidtil under trekket, jeg har ligget i front hele tiden. De folk, vi spiste hos, var kristne. Vi fik svinekød og bønner til aftensmad. Dennis og Michael og deres guide var der også og havde været her det meste af dagen. De to havde hyret deres egen guide og gik deres egen tur.
Brian og Henrik og Gitte H. fik bad i et bassin, hvor vandet væltede ud af klippen. De havde spurgt efter et sted, hvor de kunne bade. Jeg blev helt misundelig, da jeg hørte det, men da var det for sent at gå derhen på grund af mørket. Der havde været et stykke vej derhen ad en ufarbar sti. Jeg blev gode venner med værtsfolkenes gris.

18.11.1996

Her blev vi virkelig sat på prøve

Vi havde fået stillet i udsigt, at det skulle blive en let dag. Vi skulle gå nogle få km. og være tilbage ved bilen inden kl. 14. Det blev anderledes. Vi gik op og ned over klipperne. Mohammed sagde, at vi først skulle gå fire km., holde 20 min. pause, og så gå tre km. Vi kom til at holde mange pauser. Bent tabte pusten og kunne ikke følge med. Henrik blev tilbage hele tiden for at samle efternølerne op. Mette drak alt sit vand og blev sur, da ingen ville give hende noget. På et tidspunkt fik vi at vide af nogle lokale kvinder, at nu var der kun en km tilbage. Vi gik alligevel flere km, inden vi kom til en by, der viste sig ikke at være den rigtige. Først 20 min. gang derefter var vi ved bilen. Vi spiste en forsinket frokost og kørte så videre. Vi slog lejr i mørke et godt stykke inden Sevare.

19.11.1996

En kanotur til Djenne

Vi handlede i Sevare, Tog afsked med Dennis's og Michael's guide og kørte så mod Djenne. Vi nåede et færgested ved middagstid. Fem af os blev ved bilen, ti + Mohammed sejlede med en utæt kano til Djenne, hvor vi var en times tid. Vi havde fået at vide, at sejlturen tog ca. 40 min. hver vej. Den tog det dobbelte derind og en times tid tilbage. Vi tog afsked med Mohammed ved en vejforgrening inden San.

20.11.1996

Burkina Faso

Vi handlede i San, og kørte så mod Burkina Faso. Undervejs kørte vi gennem en by, hvor der var marked. Det var et meget stort marked med et mylder af mennesker. Vi stoppede ikke. Ud på eftermiddagen var vi i Burkina Faso. Der var ingen problemer ved grænseposterne. Asfalten er meget hullet her i Burkina Faso.

21.11.1996

En slange i lejren

Vi kom til Bobo-Dioulaso, Burkina Faso's næststørste by. Det tog lidt tid at veksle penge. Jeg gik ind på hotel L'Auberge og fik en øl. Der var en hustler, som trængte sig på. han var ikke til at slippe for. En tjener kom og spurgte, om jeg kendte den herre. Jeg sagde nej, og så blev han vist ud. Brian og Bent kom til, og senere kom flere af de andre. Jeg fik fem øl i løbet formiddagen, og blev lidt halvberuset. Vi kørte videre og overnattede lidt uden for Ouagadougou. Ud på aftenen så jeg i lyset fra bålet en lille slange, der smuttede ind i nogle græstotter lige ved siden af bordet. De andre troede, jeg lavede sjov, da jeg sagde, at der var en slange. Jeg gav mig til at lede efter den, og det lykkedes mig at finde den rullet sammen i det tætte græs. Der var som sædvanligt mange, der havde tænkt sig at sove i det fri. Christian gav sig til at slå telt op, og en del af de andre sov i bilen.

22.11.1996

På restaurant i Ouagadougou

Ouagadougou kan kendetegnes ved, at der flyder med lastbilsvrag overalt. I Ouagadougou skulle vi finde Ghana's ambassade og have visa til Ghana. Der gik en masse tid. Jeg blev rastløs og irritabel. Det hele lallede bare derudad. Vi blev på Mette's foranledning indlogeret på Charles Dufour Foundation, da stedet havde fået positiv omtale i Lonely Planet. Jeg gik ud for at finde posthuset. Det var næsten ikke til at være i byen for hustlere. Jeg ville ringe hjem til Lisa. Jeg fik kun fat i Produktionshøjskolens telefonsvarer to gange. Jeg havde troet, at det var torsdag, men det var fredag, så deres telefon var lukket. Bent fik sendt en fax til sin datter og fik svar. Bent og jeg fandt en lille restaurant, hvor der var tomt, mærkeligt nok, for maden var udmærket og servitricerne var meget søde. Vi fik kalve-escalope og pandekager. Bent betalte med US$, så nu skylder jeg ham en middag. De fleste af de andre var ude at buldre hele natten. Bent og jeg sov i bilen.

23.11.1996

Hjem fra nattesjov

Noget af det første, der skete om morgenen, var, at Nana, Karima, Dennis og Michael kom kravlende over kirkegårdsmuren under stor munterhed. Henrik ville ikke lade mig prøve at ringe hjem, inden vi kørte. Jeg kunne ellers godt have nået det. René og Brian var der ikke, da vi skulle køre, så afgangen var alligevel forsinket. Vi spiste frokost et sted, hvor der var utroligt mange små fluer. Vi slog lejr efter at have checket ud af Burkina Faso.

24.11.1996

På flugt fra ilden

Indcheckningen i Ghana. tog en hel del tid. Mette var syg. Det viste sig senere, at flere andre også havde det skidt. Mette græd, da hun fik at vide, at hun var for let påklædt. Henrik hyrede en mand til at hjælpe med nogle formaliteter. Han ville gerne vise os nogle krokodiller. De formodedes at komme frem, når der blev fløjtet og så ville de blive belønnet med en levende kylling. Der blev fløjtet energisk og viftet med en kylling, men der kom ingen krokodiller, så kyllingen slap med livet i behold denne gang. Vi skulle handle i den næste by. Det er svært at finde varer i det nordlige Ghana. Hvis ikke vi havde haft en Guide, havde vi aldrig fundet et sted, hvor vi kunne købe mineralvand. Vejen er meget dårlig, der er vejarbejde overalt. Vi kørte ind til siden og op på en bakke og slog lejr. Jeg var syg, havde kvalme og mavekrampe. En time efter, at jeg var gået i seng, måtte vi bryde lejren igen. Der blev brændt græs af, og for ikke at blive lukket inde af flammerne, valgte vi at køre. Det tog lidt tid at finde det sted igen, hvor vi var kørt ind på marken, men det var det eneste sted, vi kunne komme ud på vejen igen. Vi fandt så et andet sted at campere.

25.11.1996

Offentlige toiletter

Vi kørte ind til Tamale, hvor vi skulle veksle penge og handle. Jeg var stadig dårlig og skulle finde et toilet. Jeg spurgte og blev vist et offentligt toilet. Det var simptelthen det mest ulækre, jeg har set. Der var ti beskidte båse uden dør for. Man måtte sætte sig i en bunke maddiker, og man sad til offentlig skue. Sidst på eftermiddagen kørte vi ind i en landsby for at overnatte. Byerne er simptelthen den eneste mulighed for at komme bort fra vejen. Der står en utrolig kødrand af folk omkring os, vi er jo en sensation, hvor vi end viser os.

26.11.1996

Vi fik ram på vores første telefonledning

Vi tog til Ghana's næststørste by, Kumasi. På vejen dertil passerede vi en lille dæmning over et vådt område. Langs vejen stod der nogle telefonpæle. Henrik kørte lidt uden for asfalten på et sted, hvor der var en høj kant lige ud for en pæl. Det fik vognen til at vippe så meget, at tagkassen ramte telefonpælen. Den knækkede og hang i trådene. Der var en politipost et par km. længere fremme. Deres telefon virkede ikke mere, så chefen kørte med os tilbage og besigtigede skaderne. Han lod os slippe med et meget lille symbolsk beløb til udbedring af skaderne. I Kumasi kørte vi ind på et missionspensionat og camperede i haven. Der var et baderum og to toiletter, men der var ingen vand. Vi havde set et skilt, hvor der stod Queen Burger, og skyndte os ned for at få en burger. Det viste sig, at der var en tøjbutik nu, men overfor var der en café, der hed Baboo's Café, der fik vi vores burgere. Om eftermiddagen besøgte vi Ghana Cultural Center. Det var en skuffelse. Der var et lillebitte museum, som vi fik forevist af en sød, men totalt uinspireret guide. Det var et Ashanti-konge-museum. Om aftenen gik Bent og jeg rundt i det meste af den indre by for at finde en restaurant. Det lykkedes ikke. Jeg var alligevel også for utilpas til at spise noget. De fleste af de andre gik i byen om aftenen.

27.11.1996

De næste ledninger

Morgenen begyndte med dårlig mave. Jeg var på toilettet fire gange, inden vi tog af sted. Vi skulle til et vandfald, der hedder Boti Falls. På vej ud af byen skulle vi have fyldt en gasflaske. Det lykkedes ikke, da bilen tåbeligt nok har et Kosangasanlæg. Vi skulle så have vand på. Det var også besværligt, da Ghana's næststørste by ikke har nogen egentlig vandforsyning. Der er i hvert fald ingen vand i vandrørene. Skal man have vand, finder man et sted, hvor der er opstillet vandtanke, hvor man så kan købe vand. Eric, en 13-årig dreng, kørte med og viste os vej. På det sted, hvor vi tankede vand, rev Henrik endnu en telefonledning ned med bilen. Sidst på eftermiddagen nåede vi faldene. Vi havde to gange passeret skoler med skilte med det ghanesiske og det danske flag. Da vi skulle ind på området ved Boti Falls, rev Henrik igen ledninger ned. Denne gang var det el-ledninger samt to lysstofarmaturer. Stedet blev indhyllet i mørke. Jeg var nede ad en del trapper og så det lille vandfald. derefter skrev jeg fødselsdagsbrev til Erik.

28.11.1996

"Hello Kaj"

Afgang fra Boti Falls mod grænsen til Togo. Vi handlede i en støre by om formiddagen. Der var et meget spændende marked. Jeg var først en tur igennem sammen med Bent. Jeg talte med en kvinde i en butik. Hun spurgte efter mit navn. Hun hed selv Hilaria. Da jeg senere gik gennem markedet, kendte alle mit navn og sagde: "Hello Kaj". Vi kom til grænsen sidst på eftermiddagen. Det var lidt besværligt at komme igennem. Henrik måtte betale bestikkelse. En dame fra Ghana's Turistbureau ville have os til at udfylde nogle spørgeskemaer. Da Mette protesterede og gav sig til at diskutere med hende, blev konen sur og talte med tolderne, som så truede med at tilbageholde os i to dage, hvis vi ikke udfyldte skemaerne. Det var langt ud på aftenen inden vi kom til Robinson Plage, hvor vi skulle campere. Henrik tog til lufthavnen for at hente Kurt.

29.11.1996

Brian er skrap til at rafle

Vi tog ind til byen. Først tog vi til posthuset, hvor det trods en utrolig forvirring lykkedes at få tre breve fra Lisa. Vi var nogle stykker, der skulle til lægen. Vi gik ind på hotel Palm Beach og ringede til den amerikanske ambassade, der anbefalede en Dr. Bruce. Vi sad og hyggede os på en bar i Lomé det meste af eftermiddagen. Om aftenen sad vi nogle af fyrene og raflede på baren hjemme på Robinson Plage. Brian forsøgte at lære mig at spille Meyer. Jeg tabte nogle øller.

30.11.1996

Man skal have lige penge

Vi tog til byen igen. Jeg forsøgte at ringe til Lisa, men der blev ikke svaret på telefonen. Jeg sluttede mig til de andre på en lille fortovscafé. Jeg bestilte en lille øl. Den kostede 250 cfa. Jeg betalte med 5000 cfa, da jeg ikke havde mindre. Da der var gået en rum tid, uden at jeg havde fået penge tilbage, gik jeg ind og spurgte efter dem. De sagde, at de ikke havde, så de kunne give tilbage, så jeg måtte vente lidt endnu. Ti min. i et, da vi skulle gå, gik jeg igen ind for at få mine penge. De sagde, at de stadig ikke havde nogen, men jeg kunne da komme igen senere eller i morgen. Da blev jeg gal og skabte mig og krævede at få mine 4750 cfa med det samme. Så fandt de mine penge, i hvert fald 4700 cfa. Jeg valgte at gå uden de sidste 50 cfa, selv om jeg vidste, at de havde dem, da en af de andre lige havde betalt med sådan en mønt. Da vi kom tilbage, lokkede Brian igen med raflebægeret. Jeg tabte både til Brian og til Gitte.

01.12.1996

Nattesjov

Der er tid til at vaske lidt tøj. Det er første gang, jeg har svedt sådan på en 1. december. Det er også første søndag i advendt. Om eftermiddagen tog nogle af os til byen for at ringe til Danmark. Jeg fik snakket med Lisa i nogle få minutter. Der var en del udfald på forbindelsen, men det var alligevel dejligt at snakke med hende. Jeg fik også Produktions-højskolens fax-nr. og nummeret på den direkte telefon. Om aftenen gik vi i baren. Da den lukkede, fandt nogle deres vodkaflasker frem. Michael havde travlt med at mixe drinks bestående af div. frugter, vodka og lidt juice. Der blev mixet i to store glas, som så gik på omgang. For en gangs skyld var jeg med i nattefestlighederne.

02.12.1996

Fabienne

Vi er stadig i Lomé. Kurt får sit pas i løbet af dagen. Det blev inddraget af politiet ved hans indrejse. Jeg får sendt nogle breve af sted. Jeg vekslede en rejsecheck i Ecobank. De forlangte 1000 cfa i provision. Henrik fremlagde for os, at en fransk pige, Fabienne, havde fået tilladelse af Kurt og ham til at tilslutte sig os indtil Zairé, hvis ingen modsatte sig. Jeg var egentlig imod det, men da jeg var den eneste, der udtalte egentlig modstand, bøjede jeg mig.

03.12.1996

Hos Frisøren

Vi skulle af sted til Benin. Vi stoppede ved Zairé's ambassade, hvor Kurt skulle have visum. I ventetiden fandt jeg en frisør. Han ville have 3000 cfa for at klippe mit hår. Jeg forhandlede ham ned til 2000 cfa. Han kunne ikke rigtig finde ud af at klippe sådan noget blødt hår som mit. Jeg ville kun have klippet lidt af, men han var perfektionist og blev ved med at rette til, så jeg til sidst var helt plysset.Det tog en hel time, og jeg kom for sent tilbage. Da jeg steg op i bilen, klappede de allesammen spontant. Vi kom let over grænsen til Benin, spiste frokost ved stranden og badede. Der var ret store bølger og en kraftig understrøm. Ved aftenstid nåede vi til en campingplads nogle km. før Cotonou. Den var helt indhegnet med en mur og havde en stor port. Tilkørselsforholdene var lidt snævre, så Henrik rev et lysstofarmatur ned under indkørselen. Det var et sted, hvor ejeren havde ambitiøse planer, men det kneb med at føre dem ud i livet. Der var værelser med badeværelser. Der var brusekabiner og toiletter, men der var ingen vand. Installationerne var aldrig færdiglavet. Vi talte med et sydafrikansk par, der havde været igennem Zairé.

04.12.1996

Børnefonden

Så er vi kommet til Cotonou. Vi stoppede ved den nigerianske ambassade. De ville ikke udstede visa til Kurt og Fabienne. Vi skaffede anbefalinger fra det franske konsulat og den danske ambassade, men det hjalp ikke. Vi prøvede hos Mærsk Line. De ville sætte en mand på sagen næste dag. Vi kørte ud for at campere på stranden. Da vi havde vendt bilen på en blind vej, blev vi stoppet af en hvidhåret og hvidskægget dansker. Det var en free-lance journalist, der var på rejse sammen med sin kone. De havde siddet på en bar sammen med Børnefondens leder i Benin, og havde så set os køre forbi. Vi sluttede os så til dem på baren, og fik en sludder med dem. Børnefondens leder, Poul Jørgensen hedder han, frarådede os på det kraftigste at køre igennem Zairé. Vi blev så fulgt hen til Børnefondens hus, hvor vi havde fået lov til at sove på taget og benytte deres badeværelse. Henrik og jeg var ude at spise på en lokal bar. Værtsfolkene gav os en gratis whisky.

05.12.1996

Bent har malaria

Kurt og Fabienne fik visa, der kun gjaldt 72 timer fra udstedelsestidspunktet, så vi skulle af sted hurtigst muligt efter frokost. Det var lidt svært. Flere var syge og var hos lægen. Det viste sig, at Bent havde malaria. På vej mod grænsen skulle vi stoppe for at telefonere til klinikken efter testresultater, og vi skulle købe medicin. Der gik så lang tid, før vi var ved grænsen, at Henrik vendte om igen, og vi camperede ved et lille samfund, en slags helt indhegnet landsby. Vi blev budt velkommen og blev vist rundt i bopladsen. Vi gik så i gang med madlavningen. Det vakte nogen opsigt, at tre mænd stod for madlavningen.

06.12.1996

Det religiøse Nigeria

Vi kom ud af Benin forholdsvis let. Da vi skulle ind i Nigeria, begyndte problemerne. Henrik og Kurt forhandlede i flere timer. Bilen blev undersøgt af flere instanser, narkotikapoliti, sikkerhedspoliti, kriminalpoliti og toldere. Jeg fik en længere sludder med en af grænsevagterne om forskellige emner, også politik. Det endte med, at de ikke ville godkende Kurt's og Fabienne's visa. De kunne ikke komme ind i Nigeria. De tog tilbage til Benin for at flyve til Cameroun. Vi andre kørte ind i Nigeria, men kun for at konstatere, at alle banker var lukkede. Henrik måtte tilbage til Benin med escorte for at veksle sort på gaden. Om aftenen stoppede vi ved en kirke, hvor en gudstjeneste var i gang. Vi fik lov til at overnatte på deres mission, men skulle vente til gudstjenesten var forbi, før vi kunne blive ført dertil. De sagde, at det ville tage tre timer, altså til efter kl. ni. Vi syntes, det var for lang tid at vente med maden, så vi spurgte på den anden side af gaden i en kombineret forretnings- og beboelses-ejendom, om vi kunne lave mad i deres gård, og det fik vi lov til. Vi fik også lov til at overnatte på øverste etage hos de, der sagde, at de ejede ejendommen. Christian, Dennis og jeg lavede mad, mens de andre gik til gudstjeneste. Vi fik hjælp af tre kvinder, en mor og hendes to søde døtre. Vi havde købt majskolber, men de kogte i to timer uden at blive møre. Da gudstjenesten var færdig, 4 timer varede den, kom vores værter tilbage, og vi fik forevist vores nattelogi. Det var vist deres private stue.

07.12.1996

Morgenandagt!

Lørdag morgen blev vi vækket kl. 5.30 af vores værter. Det var tid til deres morgenbøn, og vi var velkomne til at deltage. Så blev der ellers holdt morgenandagt i over en halv time, med højlydt salmesang og bøn, nærmest i ekstase. Vi kom af sted og skulle op på en ringvej uden om Lagos, men vi nåede at få en forsmag på trafikken i Lagos, firesporet boulevard med store huller og biler og busser og lastbiler og motorcykler ud og ind imellem hinanden i et sandt virvar. Vi fandt også ud af, at det er svært at købe ind i Nigeria. De små boder har et meget begrænset udvalg af varer, og de har allesammen det samme. Vi nåede til Benin City sidst på eftermiddagen, hvor vi sad fast i en trafikprop i et kryds. Vi kom da fri igen ved militærets hjælp og fortsatte mod øst i en times tid. Vi kørte ned til en lille landsby, hvor vi fik lov til at overnatte. Der viste sig at være flere mennesker, end vi havde troet. Der var et hav af unger, og de var meget nærgående og meget støjende. De ledende mænd i landsbyen var også meget pågående. Nana blev forulempet, da hun havde vovet sig alene væk fra os andre. Hun kom tilbage og var dybt rystet, men det var lykkedes hende at vriste sig fri. Også her var det en sensation at se mænd lave mad.

08.12.1996

Henrik kigger ind i en pistolmunding

Endnu en dag med kørsel og dårlige indkøbsmuligheder. Vi nåede en by, der hed Aba. Vi kunne ikke finde overnatningsmuligheder. Til sidst kørte Henrik ind på politistationen og spurgte, om vi kunne være der. Han blev viftet om næsen med skydevåben, og de ville have penge, først 5000 Naira, men de lod sig da nøje med 1000 Naira. Det viste sig at være et udmærket sted. min æggekage blev en succes, men vi havde for få æg. Tidligere på dagen havde vi en punktering. Vi lappede dæk og slange på stedet. Jeg blev temmelig snavset. Nogle af pigerne havde fået lus. De benyttede lejligheden til hårvask. De vaskede hår igen om aftenen.

09.12.1996

Bob og Lynne

Vi nåede frem til Calabar, og fandt Cameroun's konsulat. De skulle have 70 US$ for et visum. Mens vi holdt der, kom en engelsk mand og en amerikansk pige og henvendte sig til os. De havde et projekt med at redde truede aber. De tog sig af aber, der havde været holdt som kæledyr, og gjorde dem klar til at blive sat ud i naturen igen. De inviterede os til at overnatte hos dem. Michael var syg, han havde over 40 i feber. Christine gik til lægen med ham. Det er formentlig malaria med de symptomer, han har. Der var utroligt hyggeligt på abeprojektet. Vi fik bad og øl. Bob's og Lynne's venner kom på besøg. Vi havde købt fisk, catfish. Det kogte helt ud, og var uspiseligt. Risene fra dagen før var sure. Vi brugte tre timer på at lave noget mad, der var næsten uspiseligt. Dennis, Christian og jeg huggede om ansvaret, og jeg tabte. Efter maden gik jeg i bad. Mens jeg var i badet, gik de allesammen med en af de andre hjem. En helikopterpilot, Bob og Lynne kendte, havde inviteret allesammen hjem til sig. De kom skidefulde hjem ud på natten. Henrik var sur, de havde bare efterladt alt i et syndigt roderi. Henrik, Gitte, Michael og jeg var alene tilbage. Michael lå og var meget syg. Vagtmanden vaskede op.

10.12.1996

Drill Ranch

Vi kørte over til et andet abeprojekt, Drill Ranch. Man indsamlede forældreløse mandrill-aber og chimpanser for senere at sætte dem ud i naturen. Gustav vil ikke gå i tomgang og har ikke nok trækkraft. Henrik blev kørt på motorcykel ned til byen for at hente vores visa og for at finde en mekaniker. Dennis og jeg kørte med Bob i hans gamle Folkevogn ud for at købe ind. Vi fik Agnes, en af Bob's ansatte til at hjælpe os på markedet. Mette vil gerne blive på Drill Ranch. Hun skal have tilladelsen hos folk, der er oppe i bjergene, hvor man sætter aberne ud. Vi overnatter igen hos Bob og Lynne. Om eftermiddagen var Bob ikke hjemme. Mens han var væk, slap to aber ud af buret. Der manglede et par tråde i gitteret, og ved at hoppe ind mod gitteret fik aberne ødelagt det bølgeblik, der var udenfor. De små aber kunne klemme sig ud. Vi tog en plade fra bilen og satte den for hullet. Lynne prøvede at lokke udbryderne med øl og vitaminpiller. Det lykkedes ikke rigtigt. Om aftenen lavede vi omelet. Jeg blev enig med Christian og Dennis om, at vi var det bedste madhold, vi hidtil havde haft.

11.12.1996

Strejke mod skattestigninger

Vi kørte nordpå til lejren, hvor Drill Ranch satte aberne ud. Vi skulle købe ind i Ikom. Markedet viste sig at være lukket. Kun få boder var åbne. Vi købte tomater, løg og kød. Da vi skulle købe brød, talte vi med nogle folk, der sagde, at de var strejkevagter. Markedet strejkede den dag i protest mod regionsregeringens skattestigninger. Ud på eftermiddagen drejede vi fra ad en ujævn jordvej. Vi kørte over en træbro med løse planker. En af plankerne knækkede. Der viste sig at være flere af den slags broer. De knagede, men holdt. Vi kørte igennem tre landsbyer, hvor vi vakte et vældigt postyr. Efter den sidste landsby, hvor vi ventede på en høvding, der alligevel ikke kom, var det på høje tid at komme afsted, hvis vi skulle nå frem, inden det blev mørkt. Et sted måtte vi nærmest mase Gustav ind mellem to store træer. Pludseligt så vi en hvid pige, så vidste vi, at vi var fremme. Gustav var den største bil, der nogen sinde havde været der. Traditionen tro kom vi meget ubelejliget, da de ventede besøg af chefen for Mobil Oil, der overvejede at skyde penge i projektet, men vi blev alligevel budt velkommen.

12.12.1996

Vi må grave os fri

Vi skulle have bilen flyttet inden kl. 8 om morgenen, da drill-projektet ventede besøg af chefen for Mobil Oil. De skulle forsøge at overtale ham til at give penge til projektet. Gæsterne skulle komme med helikopter i løbet af formiddagen. Vi kunne ikke få bilen ud mellemde to store træer, hvor vi var kommet ind dagen før. Brian og jeg gravede kanten af vejen af i den ene side og lagde jorden på køresporet i den anden side. Michael savede nogle træstød af. Omsider fik vi Gustav ud mellem træerne. Så skulle vi bare køre lidt til højre og parkere og vente. Vi fandt et vandløb med rent vand, hvor vi vaskede tøj og badede. Om eftermiddagen kunne vi så se Drill-aberne. Jeg holder nu vagt ved bilen, hvor jeg bliver generet af millionvis af små fluer og nogle få større fluer og en del myrer. Jeg må inddrage mit vasketøj, før det er tørt.

13.12.1996

Har jeg malaria?

Vi tager af sted fra Drill-projektet. Det er en hård køretur ud til den asfalterede vej. Vi må stå af og gå flere steder. Da bilen kørte op ad bakken mod den anden landsby, så det ud som om, baghjulene svævede flere gange. Vi måtte flytte rundt på de løse planker på en af broerne, før vi mente, at det var sikkert nok at køre over. Vi komigennem, og skulle igen handle i byen Ikom. Markedet var stadig lukket. Vi kunne dog købe nogle bananer og nogle donuts. De blev spist med det samme. Jeg havde ikke spist morgenmad, da der kun var ris og spaghetti uden tilbehør. I løbet af formiddagen havde jeg fået en slem hovedpine. Jeg var bange for, at jeg også havde fået malaria. Jeg tog to Ipren, men de hjalp ikke. Brian gav mig to Panodil. De hjalp, så jeg kunne ånde lettet op. Bob havde sagt, at hvis man havde malaria, hjalp hovedpinetabletter ikke. Det var meget omstændeligt og tidskrævende at komme ud af Nigeria. Det var let nok at komme ind i Cameroun, men det var allerede blevet mørkt, så vi måtte overnatte på toldstationen.

14.12.1996

Vi mister et pas

Vi skulle tidligt af sted, men det kom vi ikke. Papirerne blev hurtigt ordnet, men ham, der havde nøglen til skuffen, hvor stemplet lå, var kørt et ærinde, så vi måtte vente et stykke tid. Vi kom af sted og passerede den første politikontrol. Vejen er utroligt dårlig. På et tidspunkt fløjtede de, der sad oppe i kassen, fordi en dieseldunk på taget lækkede. Mens vi holdt opdagede Henrik, at der manglede et pas. Han havde lagt passene på det midterste sæde, og nogle af dem var faldet ned under den meget urolige kørsel. Da han talte dem, manglede der et, nr. 8, som var Michael's. Det måtte være faldet ud gennem vognbunden gennem den revne, der er til firehjulstrækkets tilkoblingsstang. Vi ledte allevegne og kørte tilbage til politiposten. Politifolkene hjalp os med at lede. Der blev sendt en motorcykel af sted til den næste post for at høre, om passet var blevet indleveret der. Det var det ikke. Vi måtte køre tilbage til grænseposten. Der blev gjort foranstaltninger til at udstede et midlertidigt rejsepas til Michael. Vi havde ventet en times tid, da der kom bud, at et barn havde fundet passet og havde taget det med hjem til landsbyen. En stor pige havde sørget for, at det blev bragt til politiposten. Hun fik et par tusind cfa som tak, og politifolkene fik også lidt. Med nogen forsinkelse kom vi så af sted. Vejene var helt utroligt dårlige, De opkørte spor var nogle steder 2-3 m. dybe, og vognens sider skrabte på i begge sider, når vi maste os igennem. Og så ville det have været meget værre, hvis vi var kommet i regntiden. Vi måtte af og gå flere gange, mens Henrik kørte vognen gennem de opkørte steder. Om aftenen overnattede vi på en fodboldbane ved en skole i en lille landsby. Bent og gik ud for at finde en bar, hvor vi kunne få en øl. Vi spurgte en af de lokale, og han fulgte os tilbage den vej, han var kommet fra, og viste os en bar, hvor vi fik en sludder med de andre gæster. Man kan altid komme i kontakt med folk, hvis man snakker om fodbold og kender Roger Milla.

15.12.1996

Anklaget for forsikringssvindel

Om formiddagen stoppede vi i Mante, hvor vi købte ind. Det lykkedes os at finde lidt mad, selv om det var søndag. Henrik kunne ikke få forsikret bilen, da der var lukket hos forsikringsselskaberne. Jeg sad i førerhuset for en gangs skyld. Der havde været dozere ude for at jævne vejen. Pludseligt kom vi til et sted, hvor vejen var totalt opkørt. Der var en masse mudder. Jeg måtte ud i mudderet for at hjælpe med at skubbe en V W Passat på tyske plader op ad det sidste stejle stykke af mudderhullerne i vejen. Da Passat'en var oppe, var der så fri bane for os. En stor blå Mercedes lastbil, som vi havde kørt uden om et par gange, fulgte efter os. Gustav kom op, men den lidt større Mercedes, der ikke havde firehjulstræk, kunne ikke komme over den sidste stejle bakke. De havde en stålwire, så vi hjalp med at slæbe dem op. Det gik efter et par forsøg. Ved et politicheck opdagede Henrik, at forsikringspolicen, som ellers var udløbet d. 11.12. 96, ved en fejl var angivet til at gælde til d. 11. 12 .97, men samtidig stod der, at forsikringen gjaldt en måned. Ved et senere politicheck opdagede en betjent, at forsikringen var ugyldig. Han påstod endda, at policen ikke dækkede Cameroun, da der stod Vestafrika på den. Han truede med at fængsle Henrik. Efter en halv times snak, lod han Henrik køre videre, men han skulle melde sig på politistationen i Kumba næste dag kl. 8.00. Hans internationale kørekort blev inddraget. Vi kørte ind til Kumba for at finde et sted at overnatte. Vi kørte gennem byen ad en vej mod vest. Da vi næsten ikke kunne komme videre, spurgte Henrik en ung mand på vejen, hvor vi kunne slå lejr. Han anviste os et sted højt oppe over byen, hvor der var en del store huse. Han boede selv i det sidste hus på vejen. Der skulle være en bjergsø et kvarters gang længere oppe i bjergene, men det var blevet for mørkt til at gå derop. De fleste gik på værtshus nede i byen. Jeg blev ret sur, fordi de andre automatisk gik ud fra, at jeg som sædvanligt skulle blive tilbage som vagt. Det blev meget sent, inden vi fik mad den dag.

16.12.1996

Hvor er Kurt?

Dennis, Michael, Christian og René havde været ude at bade i bjergsøen. Det havde været skønt og slet ikke koldt. Vi kørte mod Douala, som vi nåede ved middagstid. Vi fandt det lille hotel, hvor Kurt skulle bo, men han var der ikke. Dørmanden i en dansebar i samme bygning spurgte, om vi ledte efter Kurt. Han var taget til Yaounde, men ville komme tilbage i dag. Det viste sig, at der på hotellet lå en fax fra Kim til os allesammen. Den viste klart, at Kim havde opgivet at få os gennem Zaïre på grund af krigen der. Vi havde fået anbefalet et pensionat af Lisa fra Drill-projektet. Der var desværre ikke plads til os. I nærheden boede den danske konsul i Douala. Han ordnede det, så vi kunne slå lejr ved konsulatet, som lå i nærheden af havnen. Det var et godt sted med hegn omkring. Henrik havde i løbet af eftermiddagen været i telefonkontakt med Kurt. De havde aftalt, at vi skulle køre til Yaounde den næste dag. Vi har diskuteret vores muligheder for at nå til Nairobi inden den 7. februar. Vi vil undersøge mulighederne for at sejle til Namibia eller Capetown. Vi må vente og høre, hvad Kurt siger.

17.12.1996

Den tunge beslutning

Vi startede mod Yaounde. Vi var inde ved lufthavnen, der var det eneste sted, hvor man kunne veksle vestafrikanske cfa om til centralafrikanske cfa. Vi spiste frokost ved nogle gadekøkkener i et vejkryds. Klokken var mellem tre og fire, inden vi nåede Yaounde. Vi fandt Kurt på et lille hotel, der hedder Ideal Hotel. Vi kørte ud til en by, der hedder Ogala, og camperede et sted, der hedder Luna Park. Encounter Overland havde efterladt en vogn her. De kører ikke igennem Zaïre. Denne vogn var kørt ind i Den Centralafrikanske Republik, men var vendt om igen. De flyver til Nairobi, og bytter bil med et andet hold, der kommer fra Nairobi. Vi spiste på Luna Park's restaurant og diskuterede mulighederne. Uanset hvad vi ville vælge, ville det komme til at koste os en flybillet ekstra. Kurt fortalte, at Kim havde købt en anden bil, der stod i Harare i Zimbabwe. Vores mest realistiske mulighed var at flyve til Harare og køre til Nairobi i den Man truck, Kim havde købt. Kurt havde fået oplyst i et rejsebureau, at det ville koste ca. 2000 franske fr. for en flybillet til Harare. Han havde bedt dem om at booke 16 pladser på flyet den førstkommende torsdag. Nogle, især Mette, mente, at Kim burde betale ekstraudgiften til flybilletter, men det er nok tvlvlsomt, om han er forpligtet til det. En anden muligheder var at køre rundt i Vestafrika, hvilket ingen havde lyst til. Det skulle også foregå nord om Nigeria, da vi helt sikkert ikke ville få visa dertil igen. Endelig var der også den mulighed, at vi fortsatte mod Zaïre som planlagt. Dennis, Bent og René var for denne løsning. Kurt mente ikke, at Kim ville tillade det på grund af risikoen. Det endte med, at vi accepterede at flyve til Harare. Vi ville ringe til Kim for at få ham til at betale nogle af udgifterne.

18.12.1996

Mettes sovepose stjålet

Vi kørte ind til Yaounde. Det viste sig, at rejsebureauet alligevel ikke havde booket os. Hos Cameroon Airlines fik vi oplyst, at normalpris var 3500 Fr. Vi kunne måske få grupperabat, så prisen blev 2600 Fr. Kim havde indvilliget i at give os 500 Fr. hver. Mens vi holdt ved Cameroon Airlines, gik jeg en tur på posthuset. På vejen tilbage blev jeg franarret 1000 cfa. Dennis havde mødt en cigaretsælger på Ideal Hotel, der havde kontakt til et bureau, der hed Travel Agency på Hilton Hotel. Kurt og Henrik skulle forsøge at få dem til at sælge os billetterne billigere den næste dag. Vi kørte op på et bjerg i udkanten af byen for at undersøge overnatningsmulighederne på et kloster, der skulle ligge der. Vi fandt stedet, men kunne ikke være der. Vi fandt en landsby, hvor vi fik lov til at overnatte ved skolen. Folkene her var først lidt reserverede, men kom dog nærmere efterhånden. Da alle ellers var gået hjem, kom en mand og sagde, at han mente, at nogle børn havde stjålet noget fra os og bad os undersøge, om vi manglede noget. Det viste sig, at Mette's sovepose manglede. Landsbyens folk vidste, hvem der havde taget den, men han benægtede. Vi måtte true med at gå til politiet næste dag. Der blev opstandelse og larm i landsbyen, men efter et stykke tid kom de tilbage med soveposen.

19.12.1996

Forhandlinger om billetpriser

Mette irettesatte mig for ikke at have lagt saven bagest i gryderummet. Jeg blev gal på hende og sagde, at jeg var træt af hendes evendelige irettesættelser. Jeg havde lagt saven bagest, men der havde været flere inde og lede efter et grydelåg i mellemtiden. Mette skyllede samtidig hænder under den løbende vandhane, så jeg måtte gøre hende opmærksom på, at det kun var to dage siden, hun havde irettesat mig for at lade vandhanen løbe, da jeg skyllede mund efter tandbørstning. Hele dagen gik med forhandlinger med to rejsebureauer. Prisen kom til sidst ned på 232900 cfa. Billetterne skulle så hentes i Douala dagen efter. Vi fandt ud af, at det var umuligt at hæve på Visa-card og Mastercard i Yaounde. Henrik og Dennis var ude for at veksle dollars. Vi havde mødt en Encounter truck ved Score supermarkedet. Senere besøgte de os ved Hilton. De skulle flyve til Nairobi fra Libreville i Gabon. Mette og Karima besluttede sig for at rejse hjem. Mette havde ringet til Gouda's vagttelefon og havde fået at vide, at de dækkede hjemrejsen for hende og en ledsager, fordi hendes mormor var død. Meddelelsen om mormoderens død havde Mette godt nok fået allerede i Bamako. August, Dennis's ven, lod os overnatte der, hvor han boede.

20.12.1996

Afsked med Mette og Karima

Vi begyndte dagen med at tage afsked med Mette og Karima. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at tude. Bicic-Bank ville ikke veksle rejsecheck uden bankkvitteringen. Den havde Henrik opbevaret for os, men han kunne ikke finde dem. Ingo har vist nok taget dem med sig hjem ved en fejltagelse. Credit Lyonnais vekslede dog mine checks, men de dækker kun delvis betalingen af flybilletten. Vi var i Douala kl. 14.30, men vi fik først vores flybilletter ved halvsyv-tiden. Vi fik igen lov til at overnatte ved det danske konsulat hos SDV.

21.12.1996

Kribi, et forfaldent ferieparadis

Vi tog af sted mod Kribi. Vi var der sidst på eftermiddagen og købte lidt ind på markedet. Det var begrænset, hvad vi kunne købe. Vi kørte ad en hullet jordvej et stykke syd for byen. Vi kørte ned til stranden ved en landsby, men der var overhovedet ingen faciliteter, så vi kørte igen. Derefter kørte vi ind til et hotel for at høre, om vi kunne campere på deres grund. Værtinden var ikke tilstede, så vi kunne ikke få at vide, om vi kunne overnatte der. Vi satte os til at vente og spiste frokost imens. En mand kom og gav os friske kokosnødder. Han viste os ned ad stranden til et vandfald. Floden løb ud over en skrænt og direkte ned i havet. Det var et ret bredt og egentlig ret flot vandfald. Nogle af os fik en sejltur i kano foran faldet. Kanoen virkede ikke særligt stabil. Hvis vi var røget i vandet, er jeg ikke sikker på, at jeg havde reddet livet. Bagefter klatrede vi rundt på klipperne, hvor vandet løb ud over. Nogle sprang i vandet foran faldet. Nogle lokale piger vaskede tøj på klipperne. Manden med kokosnødderne ville have vist os en god strand seks km. mod syd og ville lave aftensmad til os. Da vi kom tilbage til bilen, fik han ballade med hotellet, fordi han havde mænget sig for meget med os, så den aftale gik i vasken. Vi kørte videre mod nord, hvor Kurt vidste, at der skulle være campingmuligheder. Vi kom til en landsby, der hedder Longji. Vi camperede et sted, der blev kaldt Ariston Plage. Der var ingen faciliteter ud over et par borde. Der var mange steder, hvor der tidligere havde været restauranter o.l. Det hele var i forfald. Vi badede i havet, der var ret varmt.

22.12.1996

Et sted at holde jul

Vi slappede af om morgenen, og badede i havet. Jeg gik ned ad kysten og vaskede mig i et vandløb, der løb ud i havet. Min ene badesandal fik sig en sejltur, men en negerdreng fandt den. En mand fra landsbyen fulgte os til et andet sted, hvor der skulle være faciliteter. Det var der alligevel ikke, men der var en parkeringsafgift på 1500 cfa. Vi kørte ind på et herberg i nærheden. De ville først have 3000 cfa pr. person pr. overnatning. Vi fik dog forhandlet prisen ned til i alt 60000 cfa for tre nætter. Vi skal så blive her til den 25. december om morgenen. De vil lave helstegt pattegris til os juleaften. Det skal koste 70000 cfa. Ud på eftermiddagen opdagede vi, at der ikke var vand i toilethuset. Vi fik så lov til at benytte et af værelserne. Der kom en større flok hvide, formentlig franskmænd, og spiste frokost. Vi badede i havet. Nana, Brian og jeg gik ud og købte fisk til aftensmaden. Under tilberedningen blev vi lidt uenige om, hvordan fiskene skulle behandles. De lavede det på deres måde. Det blev heldigvis godt nok. Ud på aftenen gik nogle af os ud til en bar blandt nogle fiskerhuse langs stranden. Jeg blev der til midnat, og nåede lige at ønske Gitte til lykke med fødselsdagen, inden jeg gik hjem.

23.12.1996

Gittes fødselsdagsmiddag

Jeg har stået helt alene med morgenmaden. Der var efterladt et syndigt roderi fra aftenen før. Der var næsten intet spiseligt på vognen. Gitte havde vist slet ikke været i seng, men begyndte sin fødselsdag med et morgenbad i havet, hvorefter hun faldt i søvn på sædet. Jeg skulle ned under sædet efter mit vasketøj, men hun var helt umulig at vække. Jeg måtte til sidst vippe sædet op og ligge og rode inde under det. Gitte sov bare uanfægtet videre. Vi kørte til byen for at handle. Nana og jeg købte fisk, som skulle være Gitte's fødselsdags-middag. Jeg købte også et par flasker Bordeaux rødvin fra 1989. Der blev sunget fødsels-dagssang på vejen. Da vi skulle lave aftensmad, stod jeg i timevis og rensede fisk, men det viste sig, at de løb totalt ud under stegningen. De var fuldstændig uspiselige. Middagen kom til at bestå af den sidste dåse skipperlabskovs. Om aftenen spillede jeg 500 med Brian. Så længe, vi ikke spillede om noget, vandt jeg, men da vi spillede om øl, vandt Brian. Vi måtte på baren i fiskerlandsbyen, så jeg kunne betale min gæld. Gitte var med, men ventede til efter midnat, før hun gav øl. Hun nægtede åbenbart at give fødselsdagsøl.

24.12.1996

Jul i Kribi

Juleaftensdag. Jeg kedede mig bravt hele dagen. Gustav skulle gøres hovedrent. På et tidspunkt gav jeg mig til at skure alle gryderne og vaske grydeskabet. Det var der ingen andre, der havde tænkt på. Båndoptageren i baren havde stået og spillet hele dagen. Hver gang, nogen af os skruede ned for lyden, gik der kun kort tid, før personalet skruede op igen. Jeg var ved at gå ud af mit gode skind. Vores julemiddag var ankommet om formiddagen. Den stakkels gris lå i lang tid med benene bundet sammen. Jeg syntes, det var sent, inden man gik i gang med julemaden. Grisen var da heller ikke stegt godt nok, men tilbehøret var fremragende. Jeg havde glædet mig til min Bordeaux vin, men den viste sig at være en skuffelse. Den var for sød og smagte syntetisk. Men jeg blev da godt nok beruset af den. Vi var nede på baren ved stranden bagefter. Christine, Christian og Michael dumpede ind i et privat juleselskab. Jeg sad sammen med Brian og Gitte og forsøgte at drikke en Guinnes, men jeg blev dårlig og måtte hen og kaste op. Jeg gik hjem og i seng. Jeg sov i bilen, da alle telte skulle være tørre og ikke måtte slåes op den sidste nat.

25.12.1996

Matatu-gangstere

Vi skulle tidligt afsted julemorgen. Brian og Gitte kom direkte fra baren, lige før vi skulle køre. Brian lagde sig på stranden og faldt straks i søvn. Det var næsten umuligt at vække ham. Vi var lige ved at køre uden ham. Dennis og Michael havde valgt at blive i Kribi en dag mere. De ville selv tage til Douala næste dag. Vi kørte til Edea, hvor vi spiste lidt morgenmad. Kurt og Henrik skulle køre Gustav til Luna Park. De skulle blive i Yaounde til næste dag, hvor de så skulle flyve til Douala. Vi andre skulle til Douala med minibusser. Jeg kom med en Hiace, hvor vi til sidst sad 22 personer. Turen kostede 1000 cfa pr. person. Vi blev kørt ind til en tankstation i udkanten af Douala. Der blev alle passagererne afkrævet ekstra betaling af nogle gangstere. Christine sagde til den mest ubehagelige af dem, at hun ikke vidste, hvad de talte om. De lod os slippe uden ekstrabetaling. En lille familie ville ikke betale. De blev brutalt smidt ud af bilen. Det endte med, at de betalte og kom med igen. Vi blev sat af ved det hotel, som de andre i bussen sagde, var det billigste. Det hed Lewar Hotel og viste sig at være luxuspræget. Man havde åbenbart ikke forestillet sig, at hvide mennesker kunne nøjes med mindre. Værelserne kostede 14000 cfa, så vi indlogerede os på et afrikansk hotel på den anden side af gaden. Hotel du Wouri, hed det. Her kostede værelserne 6000 cfa. Bent og René og jeg gik ud for at få noget at spise. Det viste sig at være lidt svært på denne juledag. Vi så et trafikuheld mellem en taxi og en motorcykel. Om aftenen fandt vi en restaurant, hvor vi fik noget aldeles udmærket mad. Der var "hyggemusik" og sang, men da en ny sanger kom til, blev det næsten ulideligt at høre på. Værten himself kom og holdt en takke- og velkomsttale for os. Han ville vise os de værelser, de havde omme bagved. Vi måtte bedrøve ham med, at vi allerede havde værelser. Værtinden fra vort hotel kom pludselig ind på restauranten. Hun satte sig hos os, men hun købte ingenting.

26.12.1996

Flyveturen til Zimbabwe

Bent ville hen på Hotel Lewar for at spise morgenmad. René ville ikke med ind. Bent og jeg fandt ud af, at det var for dyrt, så vi gik hen på det sted, hvor vi havde spist aftensmad dagen før. Christian sad der allerede. Vi fik et udmærket morgenmåltid for 1200 cfa. Taxi'erne til lufthavnen kom til at koste 2000 cfa pr. stk.og ikke de 1000 cfa, vi havde fået at vide på forhånd. Jeg fik ringet hjem til Lisa ude fra lufthavnen. Det kostede 50 FFr. bare at ringe op og afgive et telefonnummer. De fleste af os havde overvægtig bagage, men vi kom ikke til at betale noget. Flyet var tre kvartet forsinket. Vi kom af sted kl.14.30, og var i Kinshasa efter den længste indflyvning, jeg har oplevet. Der kom ikke nye passagerer på så vidt jeg kunne se, så vi kom videre allerede kl. 17.05. Vi var i Harare, Zimbabwe's hovedstad, kl. 21.15 lokal tid. Det var en time senere, end mit ur viste. Jeg gad ikke justere det. Vores nye køretøj var i lufthavnen for at hente os. Det er det mærkværdigste køretøj, jeg nogensinde har set. King Rat, hedder den. Vi blev så kørt til Doc's Farm i silende regnvejr. Det er et udmærket sted, men lidt rodet. Badefaciliteterne er i orden.

27.12.1996

Doc's farm

Vi spiste morgenmad på Doc's Farm. Vi skulle rydde bilen igen, da handelen ikke var helt i orden. Kurt og Henrik skulle gennemgå vognen for eventuelle fejl. Nogle af os blev af bestyreren køft ind til Harare for at veksle penge og købe ind. Vi fandt et Thomas Cook vekslebureau, men Brian var utålmodig, da han ikke kunne hæve på Visa-kort her, og der var meget lang kø. Vi fandt så en Standard Chartered Bank. De gav lavere kurs og skulle have 75 Zim$ i gebyr, men jeg vekslede her alligevel. De andre var væk i mellemtiden. Brian og jeg gik rundt i byen, fik en milk-shake og fandt posthuset. Vi skulle have frimærker, men opgav at købe dem her, da der var så stor kø, at det ville have taget hele dagen. Vi tog en taxi tilbage. Vi måtte give 200 Z$ for turen. De andre havde givet henholdsvis 110 Z$ og 180 Z$. I løbet af eftermiddagen kom der en meget kraftig tordenskylle. Alt blev vådt. Vi købte også aftensmaden på stedet. Der var kommet nogle tyskregistrerede overland-trucks med engelske chauffører.

28.12.1996

Man møder danskere allevegne

Vi tog af sted fra Doc's Farm, eller Spey Bay Farm, som den egentlig hed, og kørte ind til Harare's kommunale campingplads. På vejen stoppede vi ved et grøntmarked, Honeydew Farm. Her mødte Nana to skolekammerater. Derefter handlede vi i et supermarked. Campingpladsen var OK, men det blev en lang kedelig dag. Jeg overvejede at finde Dennis og Diana, som jeg kendte fra 1987, men der kom en ordentlig tordenskylle, så jeg opgav. Jeg gik i gang med at lave bål kl. 18. Da Brian og Bent kom lidt senere, deltog de i forsøget på at få det til at brænde. Der var hverken sav eller økse på den nye bil og vi havde ingen papir og ingen petroleum. Vi tog til sidst en hel rulle toiletpapir og tændte op med den. Bålet kom til at brænde lidt, men ilden ville ikke tage rigtig fat, da brændet var vådt. Der blev kun kogt vand til ris. Kødet, der var indkøbt, opgav madholdet at tilberede. Kurt blev ved med at kritisere bålholdet. På et tidspunkt blev det mig for meget og jeg bad ham holde op med det pis, for bålet havde brændt i to og en halv time og det var ikke min skyld, at forholdene var umulige og vi ikke havde noget værktøj.

29.12.1996

Han havde noget, han skulle have bevist

Vi startede tidligt og kørte mod Bulawayo. Det viste sig, at MAN'en havde en marchhastighed på 80 km/t. Det var søndag og de fleste forretninger var lukkede. Vi fandt dog et OK marked, hvor vi kunne købe ind. Byen hed Kadoma Vi spiste frokost kort efter Kwekwe. Kurt var igen efter bålholdet. Jeg gad ikke reagere, men samlede nogle blade og noget bark sammen, selv om jeg ikke vidste, hvor vi skulle opbevare det. Der var heller ingen, der reagerede på min forespørgsel om, hvor vi skulle have det, eller hvor der var nøgler til rummene. Vi nåede Bulawayo, men drejede udenom. Jeg kunne se i horisonten, at der var bygget en del højhuse siden sidst, jeg var her. Vi slog lejr i bushen ca. 100 km. fra Bulawayo. Kurt gik straks i gang med at lave et kæmpestort bål. Han havde vist noget, han skulle bevise, men under de forhold kunne jeg også have lavet et kæmpebål.

30.12.1996

Nå, var du her også for 10 år siden?

Vi tog af sted mod Hwange. På vejen handlede vi lidt i Lupane. Vi nåede Hwange Nationalpark sidst på formiddagen. Ved indgangen fik jeg at vide i utvetydige vendinger, at man var trætte af at høre om dengang, jeg var her sidst. Vi bookede safaritur til om eftermiddagen. Vores gamedrive begyndte ca. kl.16. Vi kørte i to biler. Jeg var med en Toyota Landcruiser, der tog ni passagerer. Vi så ikke så mange dyr, som jeg havde ventet. Vi så dog giraffer, gnuer, impala, zebra, flodheste, krokodiller og elefanter. Der var også en del flotte krontraner. Vi var tilbage kl. 19. Det blev tordenvejr om aftenen.

31.12.1996

Nytår ved Victoria Falls

Det er nytårsaftensdag og dagen, hvor vi kommer til Victoria Falls. Vi nåede byen sidst på formiddagen. Campingpladsen var fyldt med mennesker. Der var også mange overland-trucks. Jeg sad som sædvanligt tilbage, mens alle de andre gik i byen. Gitte H sad selvfølgelig også tilbage. Jeg kom dog omsider ud at kigge på byen. Den var næsten ikke til at genkende. Der var kommet butikscentre. Jeg så to biler fra Mellemfolkeligt Samvirke. Jeg gik ned omkring stationen og Victoria Falls Hotel. Hotellet er igang med en tilbygning. Om eftermiddagen gik de fleste ned til broen. Majbritt ville foretage et Bungy-Jump. På vejen derned så jeg, at der var lavet ny vej. Der var lavet P-plads. Der var lavet indhegning om faldene og der var bygget indgangsportal og billetsalgs- og museumsbygning. Det kostede nu 200 Z$ at komme ind og se vandfaldene. Ved grænseovergangen mødte vi Michael og Dennis. De havde allerede foretaget elastikspringet. Mens vi ventede på, at det skulle blive Majbritt's tur til at hoppe, gik vi til Zambia og så på faldene der. Der var næsten intet vand tilbage. Det var meget skuffende. Man kunne dog se, at der stadigvæk var lidt vand i Main Falls. Da vi kom tilbage til broen, havde Majbritt lige hoppet og var på vej op. Der var så en lang ventetid, før vi så en videooptagelse af hendes spring. Brian var temmelig syg. Henrik og Kurt havde taget en flyvetur over faldene i helikopter. Bent og Gitte H og jeg var ude at spise nytårsmiddag sammen med Kurt og Henrik. De andre ville ud for dem selv. Ved midnatstid var vi tilbage og fik lukket et par flasker "champagne" op og fik sagt godt nytår. Jeg gik på natklub sammen med Kurt, Henrik, René og Majbritt. Vi var inde på Ilala Lodge. Mens vi stod ved baren, var der pludselig en fyr, der tiltalte mig på dansk og sagde, at man kunne se på mig, at jeg var dansker. De var fire, og den ene, en lyshåret pige, sagde, at jeg skulle ikke tro på ham. De havde mødt mine venner på pizzarestauranten tidligere på aftenen. Hun sagde, at hun hed Berit, og præsenterede de andre som hendes mand og hans søskende. Hendes mand vendte sig om, og jeg så, at det var Tore fra Sengeløse, som var medlem af vores partiforening derhjemme. Jeg fik så en sludder med ham. Vi måtte råbe, da musikken spillede meget højt. Han var ansat i FN, og havde boet i Lilongwe i Malawi i et halvt år. De havde været i Sydafrika for at hente en bil, en minibus. Jeg fik hans kort, og han opfordrede mig til at ringe, når vi kom til Lilongwe.

01.01.1997

Gitte og Christine på White Water Rafting

Nytårsmorgen! Det gik lidt trægt for folk med at komme ud af soveposerne. Jeg var ret tidligt oppe. Jeg gik og kedede mig hele formiddagen. Jeg ventede på, at Bent skulle få gjort sig klar til at gå ned og se vandfaldene. Klokken blev 13, inden han fik snøvlet sig færdig. Det var blevet temmelig varmt. Dagen før havde jeg været inde og se på priser. Priserne havde været 20 Z$ for residents og 200 Z$ for nonresidents. Da vi kom derned, så vi, at prisen pr. 01.01.97 nu var 100 Z$ for alle, heldigvis. Vi gik rundt og kiggede på faldene et stykke tid. Der var ikke ret meget vand. Jeg tror, at der var under 5% af, hvad der var sidste gang, jeg så det. De andre var alligevel imponerede. Da vi var på vej tilbage, blev vi tilbudt et lift med en minibus. Det var meget rart. Da vi kom tilbage, fik vi overtalt Brian til at tage ned til faldene, selv om han var syg. Han tog en taxi derned og hjem og var glad for, at han fik set dem. Gitte N og Christine var taget ud på White Water Rafting på Zambesi, selv om Christine også var syg. Det var meningen, at vi skulle have været afsted mod Harare, så snart de kom tilbage. De blev ret forsinkede, så det endte med, at vi måtte blive i Vic. Falls endnu en nat. Vi var nede på Ilala Lodge for at se en videooptagelse af deres raftingtur.

02.01.1997

Bulawayo.
Christine og Brian er meget syge af malaria

Vi startede tidligt og var i Bulawayo kl. 13.30. Vi var inde ved pladsen ved rådhuset, hvor vi handlede og spiste frokost. Det var helt rart, at Bulawayo lignede sig selv. Der er nogle udmærkede offentlige toiletter på pladsen, hvilket var meget godt, da jeg havde fået dårlig mave. Jeg måtte også ud i naturen i løbet af eftermiddagen. Vi camperede et par hundrede km. før Harare. Christine og Brian har det meget dårligt.

03.01.1997

Tilbage i Harare

Vi nåede Harare kl. 9.30. Vi stoppede ved MS-Zimbabwe. Jeg var nødt til at låne deres toilet. Det var et meget flot sted. Det lignede næsten et luksushotel. Der var værelser og en atriumgård med badebassin. Vi skulle spørge efter en læge til Christine og Brian. Vi tog hen til Tanzania's højkommisariat for at få visa. Lægen boede lige i nærheden. Både Christine og Brian har formentlig malaria. Derudover har Christian en parasitinfektion. De venter på resultat af en blodprøve. Vi kørte ind i byen og parkerede ved posthuset. Jeg gik ud for at veksle en 100 US$ seddel. Det kunne ikke lade sig gøre. Dennis og Michael kom ikke til den den aftalte tid. Vi måtte køre uden dem. Efter indkøb tog vi ud til Doc's Farm. Bilens papirer var ikke klar. Vi er taget ind på Harare's campingplads.

04.01.1997

Jeg besøger Diana og Dennis de Souza

Vi har dagen til os selv. De fleste er taget til byen. Dennis, Michael, Bent og jeg var alene til frokost. Jeg gik kl.13.30 for at finde Dennis og Diana de Souza. Jeg ringede efter en taxi, men havde ikke tålmodighed til at vente. Jeg begyndte at gå, men var i tvivl om vejen. Jeg var heldig at få en taxi, hvor chaufføren kendte Culverwell Road. Det vakte lidt opsigt, da en taxi med en hvid mand stoppede uden for deres låge. Darlene kom ud til porten, og jeg spurgte efter Dennis og Diana de Souza. De boede der stadig. Pattie og Christine var der også med deres børn. Pattie var blevet gift med en englænder fra Liverpool. De havde fået en datter. Christine havde fået en søn til, Kimmie. Jeg havde en hyggelig eftermiddag hos dem. Jeg kunne ikke blive der om aftenen, da jeg gerne ville med mine rejsekammerater ud at spise. Kurt havde bestilt bord på en restaurant, der hedder Glovagalix på Fife Avenue. Christine's mand kørte mig derhen, hvilket var meget rart, da det regnede. Kimmie græd, da hans far skulle af sted. Clovagalix var en god restaurant. Maden var overraskende veltillavet. Jeg fik Mushroom Bonanza og Spareribs. Gitte, Christine, Majbritt og jeg delte en taxi hjem. De fleste blev i byen og gik på natklub. Henrik kom slet ikke hjem den nat.

05.01.1997

Henrik var væk hele natten

Det var søndag. Vi slappede af hele dagen. Henrik kom ud på eftermiddagen. Han havde været med hjemme hos nogle, han havde mødt på natklubben. De havde vist set videofilm. Om aftenen spillede vi kort til ud på natten.

06.01.1997

Endelig så jeg Sydkorset

I dag skal vi af sted, hvis vi får bilens papirer. Kurt kørte alene ud til Doc's Farm. Vi andre tog en bus ind til byen. Nogle af os spiste lidt morgenmad på Wimpy's. Nogle gik til lægen, andre gik i biografen. Henrik, Gitte H., Bent og jeg gik rundt i byen hele formiddagen. Vi skulle mødes foran posthuset kl.14. De andre skillingede sammen til en båndoptager, som Nana købte for 330 Z$. Kurt kom næsten til tiden og vi kørte ind til butikstorvet på Fife Avenue, hvor vi købte ind til flere dage. Da vi kørte mod Lusaka, spillede båndoptageren hele eftermiddagen. Samtidig havde jeg fået en kæmpe hovedpine, så det var en ulidelig eftermiddag. Jeg overvejede alvorligt at stå af og rejse hjem. Vi kørte ind på en privat ejendom for at overnatte. Stedet hed Lazy Five Estates. Jeg mener, at jeg fik set sydkorset denne nat.

07.01.1997

I Lusaka

Vi kørte mod Zambia. Det var en flot tur i bjerge. Jeg kunne ikke huske, at der var så mange bjerge her. Jeg satte mig til at skrive brev til Dorthe, mens vi kørte. Det var svært, men jeg ville gerne have det afsendt fra Zimbabwe, da jeg havde en del frimærker. Jeg fik afsendt det fra grænsebyen Chirundu. Vi krydsede grænsen ved middagstid. Det var meget varmt, og solen stod næsten lodret over os. Det var første dag, siden vi kom til Zimbabwe, at det ikke regnede og tordnede. I Zambia spiste vi frokost ved en fossil skov. Det var også en flot bjergtur her, selvom jeg sov en del af tiden. Jeg følte mig stadig lidt utilpas. Da vi nåede til Lusaka, havde bankerne lige lukket. Der var dog et enkelt vekslebureau, der havde åbent, så vi fik vekslet nogle penge. Kursen var 1350 Kwacha for 1 US$ ved store sedler, men kun 1265 Kwacha ved små sedler. Vi kørte hurtigt ud af Lusaka igen. Vi camperede ved vejen ca. en times kørsel fra Lusaka mod øst.

08.01.1997

Sinda Motel

De sidste to nætter mener jeg at have set sydkorset, når jeg har været ude at tisse. Det er ikke det samme stjernebillede, som de andre udpegede som sydkorset i aftes, men jeg tror, at mit er det rigtige. Midt på formiddagen stoppede vi og handlede ved en simpel skurby ved vejen. Nu ser det igen ud som i Vestafrika. Vi spiste frokost ved vejen lige efter Kachalola Hotel, hvor Erik Bøttger og jeg havde oplevet lidt afrikansk kultur dengang i 1987. Vejen her mellem Lusaka og Chipata er nogle steder i en meget dårlig forfatning. Vi stoppede ved 17-tiden ved et sted, der hedder Sinda Motel. Kurt skulle lige have en ølpause. Det endte med, at vi blev her natten over. Der blev lejet et værelse, og vi camperede i haven. Nogle gik ind og så videofilm i restauranten.

09.01.1997

Alle tiders night gamedrive

Morgenen begyndte med usædvanligt kraftigt regnvejr og tordenvejr. Vi fik ikke pakket telte sammen, inden det startede. Hele gårdspladsen svømmede i vand. Jeg blev drivvåd af at løbe de få m. ned til værelset for at komme på toilettet og for at slippe for larmen fra båndoptageren. Vi nåede til Chipata om formiddagen. Jeg var på madhold og skulle købe ind. Det begyndte at regne igen, mens vi var på indkøb. Der var en del slagterbutikker, men de havde ingen varer. De henviste alle til en bestemt butik. Det viste sig at være en lille, kraftig engelsk kvinde, der havde butikken. Hun havde det hale, pakket ned i frysere og til lave priser. Vi kørte mod South Luangwa Nationalpark. Det sidste stykke var virkelig dårlig jordvej. Vi nåede nationalparkens maingate. Prisen for at komme ind var 15 US$ pr. person. Vi fandt en campingplads uden for parken ved floden Luangwa, Flatdogs Camp. For 20 US$ kom jeg med på en night gamedrive. Det var alle tiders. Vi fik set en leopard, to unge hanløver, flodheste og en krokodille på land og en hel del andre dyr.

10.01.1997

Det gav et gib i mig, da jeg mærkede noget mod mit ben

Vi havde fået at vide, at vi skulle være forsigtige, hvis vi var ude om natten. Der kunne være flodheste og krokodiller på pladsen. Jeg var oppe for at tisse, og gik hen og kiggede ud over floden. Pludselig mærkede jeg noget, der rørte ved mit ben, og det gav et gib i mig. Det viste sig dog bare at være en af stedets kælne katte, der lige ville hilse på mig. Vi startede tidligt om morgenen med endnu en gamedrive. Vi fik set en del dyr, en bøffelflok, giraffer, elefanter, impala'er, puko'er og fire hunløver, der lå inde i et buskads. Da vi havde holdt og kigget på dem et stykke tid, følte de sig presset til at gå ud en efter en. En stor, sort slange krydsede vejen lige foran os. Den var ude midt på vejen, før den opdagede bilen. Den blev forskrækket og rejste sig med udspilet nakke. Det var en stor sort Cobra. Patrick, der var vores chauffør, var god til at se dyrene. Prisen for anden gamedrive var 15 US$. I alt for to Gamedrives og indgang til parken blev det 50 US$. Det er OK, når man får noget for pengene. Så får nationalparkerne bedre økonomisk grundlag. Vi forlod parken efter frokost, og kørte mod Chipata. Kurt og Henrik havde besluttet, at vi ikke skulle til Lilongwe, så vi kørte mod nord inden Chipata, og kørte mod Lundazi. Vi slog lejr et stykke før Lundazi. Der groede orkidèer, hvor vi holdt.

11.01.1997

Gensyn med Nkhata Bay

Vi holdt i Lundazi for at bruge vores sidste Zambia-penge. Det var næsten umuligt at finde noget, man gad købe. Bent og jeg brugte 10000 Kw. til en stor pakke toiletpapir. Vi kom glat over grænsen. I Malawi var der en mand, der fik lov til at køre med de første 20 km. Det viste sig dog, at han ville med helt til Mzuzu. Det var 160 km. Der var utrolig dårlig vej de første 60 km. i Malawi. Vi mistede vores brændekasse. Køkkenpressenningen mistede vi også, og stængerne og rebene dertil røg også af. Alt i køkkenet var kastet rundt, og vi måtte kassere en hel del madvarer. Vi nåede Mzuzu, fik vekslet lidt penge sort, da bankerne havde lukket. Vi er af en eller anden grund altid kommet til et nyt land eller til en større by en fredag eftermiddag, hvor alting har været lukket. Vi fik dog købt lidt ind og fortsatte til Nkhata Bay. I Nkhata Bay blev Christian, Gitte H. og jeg sendt ud for at købe brænde. Det viste sig at være en svær opgave. Vi opgav og var på vej tilbage til bilen, da vi helt henne ved bilen så en mand, der havde brænde til salg. Vi kørte ud for at campere, og kom til et sted, der hedder Chikale Beach. Jeg tror, det er det samme sted, hvor jeg var i 1987, men nu var det udbygget med hytter, bar og restaurant, men ingen sanitære installationer. Der blev startet bål og madlavning, hvorefter der kom en ordentlig tordenskylle, så alt druknede i vand.

12.01.1997

Dans og trommer

Vi havde en afslapningsdag ved Lake Malawi. Jeg fik vasket mig i søen, og vi svømmede og dykkede. Der holdt en Bukima-vogn med australiere ved siden af os. De havde et kraftigt stereoanlæg, der spillede på højtryk hele tiden. Det vrimlede med drenge omkring os. De ville alle sammen vaske tøj for os. Vagtmændene jagtede dem væk en gang imellem, men de kom hurtigt igen. Om aftenen spiste vi på restauranten. Der kom nogle lokale folk og spillede trommer og dansede med larmende blikdåser om livet.

13.01.1997

Middag i mørke

Vi var nogle, der gik op på en nærliggende lodge, der hedder Njaya, og fik morgenmad. Jeg ringede til Tore i Lilongwe. Jeg fik også forbindelse, men den var meget dårlig, og jeg kunne knapt høre, hvad der blev sagt. Jeg fik dog hørt, at Tore var til møde. Jeg sagde, at jeg ville ringe senere. Jeg havde kun en 100 Kw. seddel til at betale med, men den engelske ejer af stedet kunne ikke give tilbage, så jeg fik telefonopkaldet og kaffen gratis. Om eftermiddagen gik jeg en tur ind til byen for at finde den restaurant, hvor vi havde spist pandekager i 1987. Jeg mener, at et hus, der havde en afskallet bemaling med bl.a. ordet "Tavern", og som nu var aflåst og forfaldent, må have været stedet. Det så ud til regn, så jeg skyndte mig tilbage. Om aftenen var vi allesammen oppe at spise på Njaya. Midt under middagen blev der pludselig strømafbrydelse, så jeg måtte spise min fisk i mørke. Jeg gik ret tidligt tilbage og gik i seng, da jeg følte mig lidt til overs.

14.01.1997

Backpackers Connection

Nogle var gået ind til Nkhata Bay. Jeg gjorde et par breve klar og ville ind til byen for at finde posthuset. Gitte ville gerne have nogle breve med. Både Gitte og Majbritt er syge af malaria. Posrhuset lå på den anden side af byen oppe ad en bakke. Da jeg var på vej tilbage, blev jeg råbt an oppe fra toppen af skrænten ved vejen. Det var Dennis, der sad oppe på et sted, der hed Backpackers Connection. Christine og Majbritt var der også. Majbritt var gået til byen, selv om hun var syg, da hun ville forsøge at ringe hjem. Vi sad der et stykke tid, før vi gik ned til byen, hvor vi mødte nogle af de andre. Vi sad ved en anden café et stykke tid. Det så ud til regnvejr, så de andre gik tilbage til bilen. Jeg blev i byen for at forsøge at ringe til Tore igen. Telefonboxen var optaget hele tiden, så jeg gik rundt på markedet. Da regnen kom, gik jeg ind på Jonathan's Restaurant og spiste en omelet. Under et ophold i regnen gik jeg tilbage til lejren. Jeg blev kun lidt våd. Jeg havde ladet vagtmændene vaske tøj for mig. Det var meget vådt og kunne ikke blive tørret. Om aftenen blev der lavet fisk. Det smagte ikke godt. Jeg tror, at fiskene var for gamle.

15.01.1997

Sorte søjler over Lake Malawi

Vi tog af sted fra Nkhata Bay, og kørte til Mzuzu, hvor vi købte lidt ind. Nordpå fra Mzuzu var det bjergkørsel. Med undtagelse af det første lille stykke var asfaltvejen meget hullet og dårlig. Jeg var faldet i søvn, men vågnede lige tidsnok til at se den gamle hængebro, som jeg havde gået på engang. Vi spiste frokost på en vigeplads med god udsigt over Lake Malawi. Vi så en del af de mørke søjler , der rejste sig over vandet, og som vi havde undret os over så tit. Manden på Backpackers Connection havde fortalt os, at det var små fluer, og de lokale fangede dem i net og viklede dem ind i bananblade og ristede dem. Det blev regnet for en delikatesse. Det viste sig, at det højre baghjul var punkteret, så vi måtte skifte hjul, inden vi kørte igen. Det var en smuk tur, men vejen var meget elendig. Vi stoppede ved en tank i Karonga og brugte de sidste Kwacha. Kurt ville ikke køre ind til det gamle Karonga, så vi fortsatte mod Tanzania-grænsen. Det var mørkt, inden vi nåede grænsen. Vi overnattede på Malawi-siden.

16.01.1997

Min rejsecheck havde en forkert farve

Det gik let nok at komme til Tanzania. Vi var ikke ude af bilen. Vi kørte til MBeya. Gitte og Majbritt skulle til lægen. Vi andre skulle veksle penge. Det viste sig at være lidt vanskeligt. Vi kunne ikke finde de private vekslebureauer, så vi måtte til sidst acceptere bankerne. Jeg gik ind et sted og ville veksle en 100 US$ rejsecheck. De tog den for at undersøge den og der gik mindst ti minutter. I mellemtiden var Bent og Dennis kommet ind i banken. De gik lige hen til den forkerte skranke og fik vekslet deres 100 US$ rejsechecks med det samme. Min blev behandlet med den yderste mistænksomhed. Det tog en evighed, inden jeg fik penge. De havde fået deres med det samme. I mellemtiden havde de andre fundet det lille vekslebureau i en smøge lige i nærheden af bilen. Bent havde fået vekslet 100 Zim$. Jeg fik så vekslet mine sidste Zambia-penge til en lidt dårlig kurs. Jeg fik 1802 Sh. for 5150 Kw. Det meste af eftermiddagen blev brugt på en lille bar i den samme smøge. Gitte og Majbritt fik bekræftet, at de havde malaria. Vi kørte videre og fandt et udmærket sted at campere ved vejen. Der havde været nogen før os, da der var en del bålpladser.

17.01.1997

Madholdet kom til at kigge lidt dybt i en vodkaflaske

Morgenen begyndte med, at en stor sort scorpion vandrede hen over lejrpladsen. Vi fortsatte og kørte op i Iringa by, hvor vi handlede på det udmærkede marked. Jeg gik lidt rundt i byen. Jeg kunne ikke kende noget igen. Sidst, da jeg boede på Iringa Railway Hotel, var vi også kommet om aftenen og var kørt igen næste morgen uden at set ret meget af byen. Jeg havde bare fundet en Cowi Consult byggeplads. Jeg tror ikke, at vi var i den samme bydel denne gang. Efter Iringa var der en del bjergkørsel. Det var en flot tur. Vi holdt og spiste frokost med en flot udsigt over bjerglandskabet. Den forholdsvis nye vej var helt opkørt af tung lastvognstrafik. Vi fortsatte langs en idyllisk flod, som jeg huskede fra -87. Jeg så det sted, hvor jeg havde fotograferet Lucy med Michael og Annette stående i kassen, og hvor deres hoveder ikke kom med på billedet. Vi nåede Mikumi National Park ud på eftermiddagen. Vi holdt en lille drikkepause ved en rasteplads lige før parken. Vi sad allesammen på taget af bilen, mens vi kørte langsomt gennem parken. Brian kom med spydige bemærkninger om de manglende dyr, som om jeg havde ansvaret for det. Det varede dog ikke længe, før vi så en del elefanter. Vi så også en del andre dyr, bl.a. giraf, vortesvin, impala'er o.s.v. Vi kørte ind til parkens maingate for at høre, om vi kunne komme gratis eller billigt ind for at campere. Det kunne ikke lade sig gøre, så vi fortsatte. Lige da vi havde passeret parkens grænse, kørte Henrik ind på en vej, der dannede grænse til parken, og vi slog lejr et stykke inde. Det var sikkert ulovligt, men vi blev ikke antastet. Ud på aftenen kom der et kraftigt uvejr med torden og en masse regn. Madholdet, Nana, Michael og Christian kom til at kigge lidt dybt i en vodkaflaske.

18.01.1997

Med udsigt til Kilimanjaro

Vi nåede Morogoro tidligt om formiddagen. Vi blev der et stykke tid og handlede. Denne by kunne jeg heller ikke kende igen. Jeg ved ikke, om vi kørte den samme vej ind i byen, men sidst havde vi været længere inde i selve byen, hvor vi havde boet på Morogoro Hotel. Landskabet omkring Morogoro er domineret af enorme sisal-marker. Vejene her er rimeligt gode nu, men de er nok også lavet af danskere. Et stykke nordpå ad vejen til Tanga og Moshi spiste vi frokost på et sted, hvor der tidligere havde ligget en dansk vejbyggercamp. Kurt og Nana havde været der på en tidligere tur, og havde besøgt campen, og de havde festet sammen med de danske arbejdere. På vej nordpå kørte vi igennem nogle kraftige regnbyger. Vi passerede Lushoto-vejen og Same. Lige efter Same stoppede Kurt. Han havde skimtet Kilimanjaro i det fjerne. Da der var ca. 95 km. til Moshi, camperede vi lidt vest for vejen lige ved et stort baobabtræ med bikuber hængende i grenene. Det blæste kraftigt den aften. Vi havde en fin udsigt til Kilimanjaro. Jeg havde fundet en bar plet til teltet. Det viste sig, at jorden var helt varm her og blev ved med at være det hele natten. Måske var det på grund af et myrebo. Vi kiggede igen efter sydkorset, og så det samme billede som tidligere. Der er stadig diskussion om hvilket stjernebillede, der er sydkorset.

19.01.1997

På besøg hos MS TCDC
Jeg møder Erik Bøttger

Der er stadig vejarbejde i gang syd om Moshi. Det er det italienske firma Federici, der bygger her. Vi stoppede ved en tankstation vest for Moshi. Vi har ingen vand, men der blev ikke fyldt vand på her. De fleste forsvandt bare, så jeg gik også lidt væk fra bilen. Jeg fandt et værtshus, hvor jeg købte en øl. De havde en øl, der hed Kilimanjaro, så den måtte jeg jo smage. Ejeren lokkede mig til at give en øl, men han tog bare pengene uden at tage en øl. Jeg fik heller ikke 100 Sh. tilbage, som jeg skulle have haft. Vi udvekslede adresser. Da jeg kom tilbage, viste det sig, at de havde ventet på mig for en gangs skyld. Det havde jeg det ikke dårligt med. Da vi kørte gennem Usa River, kiggede jeg mig godt omkring. Ved vejen stod tre mænd, hvoraf den ene lignede Zik, men jeg ved ikke, om det var ham. Til min overraskelse kørte vi ind på TCDC. Det var lige i formiddagskaffetiden, så der var kaffe til alle. Jeg spurgte en dame i kantinen, om vi kunne tanke vand, og om Peter Sigsgård stadig var chef. Hun svarede bekræftende på begge dele. Kantinen var blevet bygget om. Der var flere siddepladser i baren. Jeg gik ned for at se, om Peter Sigsgård var hjemme. Jeg bankede på en forkert dør, men et hoved blev stukket ud af et vindue. Det var Palle, som jeg havde vækket. Jeg kom ind til Sigsgårds og fik kaffe og boller med en dejlig ost fra et nærliggende kloster. Jeg fik en god sludder med Peter S. og hans kone og Palle, så jeg var ved at glemme de andre. Sigsgård gik med ned for at hilse på de andre og sørge for, at vi fik vand. Vandet havde de allerede fået. Jeg fik at vide, at Aviaja havde været der indtil ugen før. Vi fortsatte til Arusha og kørte ind på en campingplads, der hedder Masai Camp. Ud på eftermiddagen gik jeg i bad. Ude fra badet, som ligger lige bag baren, kunne jeg høre, at Kurt talte med nogle andre danskere. Den ene kunne godt lyde som Erik Bøttger. Jeg gik ud i baren og så, at det var Erik Bøttger og et par andre danskere, hvoraf den ene hed Gert Holm og havde et safari-firma i Arusha. Erik var blevet lidt kraftigere, siden jeg så ham sidst. Vi fik sludret en times tid. Erik skulle tilbage til Nairobi. Han lovede at reservere bord til os på restaurant Carnivore til d. 6. feb., og han ville gerne være med selv. Erik havde et firma, der hedder Ibis Safari sammen med Dess og Betty. Gert Holm's firma ScanTan gav os et tilbud på tre dages safari for 180 US$. Vi spiste i Masai Camp's restaurant denne aften. Madkassen gav et tilskud på 2000 SH. pr. person.

20.01.1997

Ejeren af Silver Spear Safaris siger, at jeg ligner Kenny Rogers

Vi kørte ind til Arusha. Henrik, Kurt, Thomas, som har sluttet sig til os her i Arusha, og jeg gik ind til et safari-selskab, der hedder Silver Spear, for at få et tilbud, der måske kunne konkurrere med ScanTan's. Det endte med, at vi accepterede et tilbud på 310 US$ for 4½ dage safari til Manyara, Serengeti og Ngorongoro krateret. Henrik, Thomas, Bent og jeg tager af sted. Vi skal afhentes kl. 14 om eftermiddagen på Masai Camp. Klokken bliver dog 14.30, inden Land Roveren kommer og henter os. Der var en masse ærinder, der skulle klares i Arusha, inden vi rigtig kom af sted. Bilen har slidte støddæmpere bagi, så den kører ret ustabilt på asfaltvejen, når den kommer op i fart. Jordvejen vestpå var om muligt endnu dårligere, end jeg huskede den. Vi passerede Masai-landsbyen Losirwa-Esilalai, hvor Lisa var blevet syg i 1994. Vi skulle campere på en udmærket campingplads nær Mto Wa Mbu. Det viste sig, at vores unge kok var særdeles kompetent. Det var rart at få serveret tre retter mad.

21.01.1997

Vi drikker banana-millet beer på en mørk, skummel bar

Vi startede med en morgensafari i Lake Manyara Nationalpark. Det var langt bedre, end jeg havde forventet. Vi så elefanter, flere slags aber og en del andre dyr. Der var en Hippo-pool, hvor der var mange flodheste og en masse fugle. Vi var tilbage på campingpladsen til frokost. Det viste sig, at vores kok havde taget bussen til Arusha, da han havde glemt at få pengene med. Henrik havde om eftermiddagen talt med en mand fra byen, Vincent, der sagde, at han kunne arrangere, at vi kom til at se nogle private hjem. Sidst på eftermiddagen var vi på gamedrive igen. Vi så virkelig mange giraffer, men stadig ingen løver. Om aftenen gik Henrik, Bent og jeg i byen. Vi mødte Vincent på vej derind. Han vidste, hvor vi kunne få bananøl. Han viste os ind i en smøge til bagindgangen til et hus. Der var et mørkt, skummelt lokale med en disk, et bord og et par bænke. Bag disken stod en kæmpestor kvinde. Hun øste bananøl op i store plastikkrus fra en stor tønde på gulvet. Hendes lille mand kom og hilste på os. Mens vi drak af vores en-liters krus til 200 Sh., fik vi en forklaring på, hvordan deres banana-millet-beer blev lavet. Farven på drikkelsen var uklart gråviolet. Den var meget grumset, men smagen var ikke ubehagelig. Da vi havde tømt vores krus, gik vi ind på Red Banana Restaurant, der var nabo, og drak alm. øl og cola. Vi skulle være tilbage til middagen kl. 21, så der var lige tid til at gå en runde i Mto Wa Mbu. En bil på Uganda-plader var kørt i et hul ved siden af vejen. En traktor var ved at trække den op. Da den kom op, var der hul på et vandrør. Middagen lignede den fra aftenen før, og var lige så velsmagende.

22.01.1997

På afveje uden for lejren

På vejen til Serengeti stoppede vi ved Ngorongoro-kraterets kant og nød udsigten. Der så temmelig tørt ud i kraterets bund. Lidt før middag var vi ved Oldupai Gorge. Vi kiggede på museet, fandt en ranger og kørte ned i kløften. Vi så det sted, hvor Leaky havde fundet de forstenede rester af de ældste kendte mennesker. Vi så også den vandrende sandmile med det sorte magnetiske sand. Da vi kom op igen, spiste vi frokost ved kløften, og så på de mange fugle. Vi fortsatte mod Serengeti. Vi havde brugt noget tid i Oldupai Gorge, så vi var sent på den. Der blev kørt godt til på den ujævne vej, så vi blev kastet rundt. Kort tid efter, at vi var kørt ind i Serengeti, kørte vi omkring nogle klippeblokke. Der så vi en stor flok løver. Der var hunner og en del unger, men ingen hanløver. Det begyndte at regne, så vi måtte have taget på, mens vi betalte ved kontoret. Det var heldigvis kun en byge. Senere, under et træ ved vejen, så vi to unge hanløver. Den ene lå helt ude på vejen og flyttede sig ikke. Vi måtte køre uden om den. Resten af eftermiddagen kørte vi så gamedrive hen til campingpladsen ved Seronera Lodge. Vi så virkelig mange gazeller og zebraer. Vi så en jagende hyæne, der dog måtte give op. En anden hyæne rullede sig i sit bytte, et jordegern af en slags. Om aftenen, efter at vi havde spist, var vi gået ud ad en sti med Thomas's kraftige lygte for at se, om vi kunne finde slanger eller andet kryb. Vi blev hentet tilbage af vores chauffør med en formaning om, at det var strengt forbudt at gå uden for campsite'en. En ranger havde set os.

23.01.1997

Igen på afveje, det kostede 5000 Sh til rangerne

Om natten havde det regnet og tordnet voldsomt. Henrik's og Thomas's telt var gennemblødt indvendig. Vi var ude på en tidlig morgen-gamedrive. Vi så ikke ret mange dyr. Vi havde næsten opgivet at se noget videre, da vi ved nogle klippeblokke så nogle løveunger. Først så vi fire små unger i græsset, så tre større oppe på klipperne. Ved nogle andre klipper tæt ved så vi en hel løvefamilie. Efter frokost var vi inde på Seronera Lodge for at købe vand. Det var helt sjovt at gense det. Svømmebassinet bagest var blevet fyldt ud, og der var lavet en udsigtsterrasse i stedet. Vi så mange rock-hirac's og nogle brunlige mongoose, der kopulerede. Der havde været brand i et par værelser i den yderste fløj af lodgen. Det var meget dyrt at købe mineralvand her, 1500 Sh for en liter. På vej tilbage mod Ngorongoro så vi en mængde dyr, hyæner, bøfler, Kori-bustards og sekretærfugle, store mængder af gazeller og en enkelt cheetah. Det regnede meget voldsomt det meste af vejen tilbage. Vi nåede Simba Campsite ved Ngorongoro kraterkanten sidst på eftermiddagen. Der var en del overlandere der. Der er mange australiere og newzealændere i Afrika for tiden. Det er nok fordi, de har sommerferie nu. Vi var gået uden for campingområdet for at kigge ud over krateret med kikkert. Vi blev hentet tilbage af en maskinpistolbevæbnet ranger. Der blev lidt ballade. Vi blev truet med 100 US$ i bøde. Vores chauffør fik talt med rangerne, og de accepterede at få 5000 Sh. i lommen for at lade os slippe. Det var billigt sluppet.

24.01.1997

I Ngorongoro krateret

Vi kørte ned i krateret kl. 7.30. Vejen derned var meget dårlig. Vejret var også dårligt. Det var meget koldt, og det truede med at regne hvad øjeblik, det skulle være. Vi så en mængde dyr i kraterbunden. Krateret havde set tørt ud oppefra et par dage tidligere. Nu var der temmelig vådt. Vi så løver næsten med det samme. Vi så Eland-antiloper, der var mange bøfler og der var kæmpestore gnu-flokke. Gnuerne havde vi kun set få af i Serengeti, men her var der virkelig mange. Vi så hanløver med sort manke. Løverne jagede, vi kom for sent til at se et kill, eller rettere for tidligt, for det skete, hvor vi havde kørt kort tid før. Der var mange flodheste i sumpområderne. Der var også pelikaner. I saltsøen var der store flokke af flamingoer. Der var også mange storke og krontraner. Vi havde fået meldinger om sovende næsehorn, der dog var så langt borte, at de var svære at se. Vi fik chaufføren til at køre om på den anden side af skoven for at se, om næsehornene var der. på vej derom så vi pludselig tre store næsehorn foran os. De var et stykke borte, men vi betragtede dem i kikkert. Den ene havde en underlig hornstilling. Vi spiste en hurtig frokost på picnic-siten i skoven, da vi skulle være ude af Ngorongoro Conservation Area inden kl. 14.00. På vejen tilbage så vi, at der også var kommet mere vand i Lake Manyara, så det måtte have regnet meget. Vi stoppede i Mto Wa Mbu for at købe bananabeer og vi lavede et fotostop ved Lozirwa-Esilalai. Vi var tilbage i Arusha ved 18-tiden. King Rat havde været på en hård tur rundt om Mt. Meru. Der var også sket andre ting. Gitte og Brian var flyttet sammen i teltet. Christian var kommet tilbage, han ville ellers tage med Dennis og Michael ud på egen hånd. René var taget med Christine og Nana til Kenya. Aftenen var lige ved at ende i druk. Dave, en sydafrikaner, gav øl til kurt. Han havde også spenderet på pigerne i dagene før, med bl.a. dyre middage i byen. Om natten var Brian ude at kaste op, han nåede lige uden for teltet.

25.01.1997

Jeg kender lyden af løver, der brøler

Vi kom ret sent af sted mod Kenya. Vi spiste lidt frokost i Moshi, hvor vi parkerede ved en tank og restaurant. Vi passerede grænsen i løbet af eftermiddagen. På Kenya-siden var der meget elendig jordvej. Vi skulle igennem Tsavo Nationalpark. Vi kørte ret tidligt ind til siden for at slå lejr ved siden af et jernbanespor. Da vi havde sat telte op og var i gang med maden, kom nogle folk fra en banearbejderlejr i nærheden og sagde, at vi ikke måtte være der. Det var for farligt med bål, og der var mange løver. Kurt pjattede med dem, især den dominerende af dem, og det endte med, at de lod os blive. Bent ville ikke tro på, at der var løver her, men i løbet af natten kunne jeg høre dem brøle i det fjerne. Jeg kender lyden af løver, der brøler.

26.01.1997

Duncan mente, jeg var 33 år gammel

Da vi var på vej igen, sagde Bent i bilen, at jeg skulle sige til, hvis jeg så nogle løver, for indtil han havde set dem med sine egne øjne, ville han ikke tro på, at der havde været løver der. Jeg ved nu, at der var løver. Vi så en del Hartebeast, mens vi kørte gennem Tsavo. Jeg faldt lidt i søvn. Sent om formiddagen nåede vi Nairobi - Mombasa vejen ved byen Voi. Vi var inde på en rasteplads, hvor vi lånte lidt Kenya-penge af Kurt, så vi kunne få lidt at drikke og spise. Det viste sig, at folkene i kaffebaren snød, så vandet drev af os. Vi mødte to ældre par fra Danmark. Vi kørte direkte til Mombasa med kun et stop ved vejen for at købe trækul. Derefter kørte vi op langs kysten til Malindi uden stop. I Malindi var Kurt inde på en restaurant, der hedder "I Love Pizza", og bestille bord til om aftenen. Derefter kørte vi lidt ned ad kystvejen og slog lejr på "Silver Sands Camping". Da vi sad ved maden på restauranten om aftenen, kom en mand, der hed Duncan, og ville sælge os dykkerture og fisketure. Der blev arrangeret dykkertur om tirsdagen og fisketur om onsdagen. Mens vi sad der, kom Dennis og Michael. Det viste sig, at de kendte Duncan allerede. Duncan forsøgte at gætte, hvor gamle vi var. Han gættede min alder til 33 år.

27.01.1997

Pigerne er pågående

Vi stod sent op. Thomas tog ud at snorkle her ved Malindi. En del af os gik ind til byen for at veksle penge. Vi havde fået at vide, at Barclays Bank gav den bedste kurs. Det var sikkert også rigtigt, men det tog en evighed at blive betjent. Der gik 2½ time, inden vi alle havde fået penge. Christian havde hævet på sit Visa-kort i en automat. Da vi andre havde fået penge, var forretningerne middagslukkede. Vi gik efter et sted at spise frokost, og fandt Christian på en fortovscafé i selskab med en ung sort pige. Hun havde hægtet sig på ham og lokket ham til at give en øl. Vi andre bestilte også mad. Brian blev også antastet af en pige. Majbritt og Gitte var med, så vi fik dog lov til at side nogenlunde i fred. Efter frokosten gik vi ind i et nærliggende supermarked og købte ind af de varer, vi kunne få der. Brian tog en Taxi tilbage til Silver Sands Campsite, mens Gitte og jeg gik på markedet for at købe resten. Christian blev i byen. Om aftenen lavede vi en stor æggeret.

28.01.1997

Danske piger

Thomas havde ikke været tilfreds med dykkerturen mandag, så man bestemte sig for, at fællesturen skulle gå til et andet rev længere sydpå. De kørte afsted i bilen. Nana og Christine var kommet tilbage. De tog ikke med på dykkerturen. Det gjorde Bent og jeg heller ikke. Michael var kommet alene. Dennis lå og sov på deres hotel, da han ikke havde det så godt. Bent og jeg vaskede noget tøj, men det var svært at få det tørret. Det blæste så meget, at tøjet hele tiden blæste ned af snoren, og luften var så fugtig, at der trods blæsten ikke var ret meget tørring. Jeg skrev lidt i min dagbog, da jeg var kommet mange dage bagud. Jeg havde ikke skrevet, siden vi var kommet til Nkhata Bay. Ved middagstid var jeg nede i det nærliggende italienske supermarked. Jeg kunne ikke finde Bent. Det viste sig, at han var gået helt ud på revet, da det var lavvande. Aftensmaden var den sædvanlige hippiegryde. Der var kommet to danske piger på pladsen. Det viste sig, at Christian kendte den ene fra gymnasiet hjemme i Lemvig.

29.01.1997

Fisketuren blev en fiasko

Jeg havde pakket en taske og en pose til fisketuren. Det var meningen, at vi skulle sejle ud og fange nogle fisk, som besætningen skulle tilberede til os ude på havet, mens vi hyggede os med at dykke eller svømme eller sove, hvis vi havde lyst til det. Vi skulle være 15 om bord. Da jeg så bådens størrelse, var jeg straks klar over, at jeg skulle pakke om. Jeg lod tasken blive hjemme og tog kun posen med , med badebukser, håndklæde og kikkert. Jeg tog også skoene af og gik ud i badesandaler. Vi skulle vade ud til båden. Allerede da blev jeg temmelig våd, da der var ret pæne bølger. Jeg havde hele tiden været klar over risikoen for at blive søsyg. Det gyngede også godt, og Gitte N. blev ret hurtigt dårlig. Hun overvejede at svømme i land, men jeg talte hende fra det, da der ikke var grund til at løbe nogen risiko. René var den første, der kastede op. Han havde endda sejlet Fyn rundt to gange, og han er windsurfer. Da vi var kommet et godt stykke ud, rebede man sejlet for at ligge stille og fiske. Lige så snart, sejlet var nede, bevægede båden sig på en anden måde. Jeg havde klaret mig nogenlunde indtil da, men de ændrede rulninger gjorde mig straks syg, og jeg kastede op ud over rælingen. Synet af mig, der brækkede mig, fik også Gitte til at kaste op. Man fangede ingen fisk det første sted, så man satte sejl igen. Igen fik de ændrede bevægelser mig til at kaste op. Det næste par steder, man prøvede, fangede man nogle fisk. De var ikke så store, men særprægede og farvestrålende. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg havde det nogenlunde tåleligt, hvis jeg kiggede ud over havet, men det var umuligt at gøre det hele tiden. Hvis jeg prøvede at følge med i fiskeriet, blev jeg straks dårlig. Gitte havde det elendigt hele tiden, og jeg fik meget ondt af hende. René havde lagt sig ned i bunden af båden. Der blev hurtigt stemning for at sejle tilbage og tilberede og spise fiskene på stranden. Det kunne desværre ikke lade sig gøre. Der var for lavvandet til, at vi kunne passere revet. Vi måtte sejle et godt stykke mod nord, og gå ind ved Malindi by. Selv der gik vi på grund og måtte vade i land. Vi enedes om at slutte turen her, betalte og lod fiskerne beholde fangsten. Vi gik ind på en italiensk restaurant og spiste en forsinket frokost her. Der var blevet bestilt middag til os allesammen på det hostel, hvor Nana, Christine og René havde boet. Vi skulle gå derud, og vi startede ved 7-tiden. Der var ret langt derud. Vi fik en særpræget og ret spændende middag. Den bestod af en mængde små retter. Jeg var endnu ikke i topform og kunne ikke tåle cigaretrøgen. Efter middagen skulle vi ud og have en øl et sted, Dennis og Michael kendte. Det viste sig at være samme sted, hvor nogle af os havde spist frokost om mandagen. Kurt, Bent, Thomas og jeg tog en taxi hjem lidt over midnat.

30.01.1997

Opløsning i gruppen

Jeg stod op og tændte bål. Dennis og Michael var kommet sent hjem. Alligevel stod de tidligt op. Mens de sad ved bålet og fortalte mig om nattens hændelser, kom Christian hjem. Der blev dannet nye hold for de sidste ni dage. Det kom der en del sjov ud af. Gitte H. og jeg spillede 500 indtil ved middagstid. Brian og Bent var gået hen på den italienske restaurant for at spise frokost. Jeg tog lidt mad på bilen, men sluttede mig så til dem for først en øl og en del politisk diskussion, senere en milkshake på den nærliggende isbar. Her havde vi om formiddagen taget afsked med Nana og Christine, der igen var taget ud på egen hånd. Det gjorde Dennis og Michael også. Om aftenen var jeg med i et spil kort. Kurt var gået ud for at telefonere allerede om formiddagen og kom først hjem sent på aftenen. Mens vi spillede kort, var der en del løssluppen pjatteri.

31.01.1997

Det hakkede kød var fyldt med grus og benstumper

Det blev en noget urolig nat. Lynlåsen i vores telt er i stykker, så det blev hurtigt fyldt med myg. Bent gik ud og lagde sig under René's myggenet, der stod tomt. Jeg forsøgte at lukke lynlåsen. Det lykkedes til sidst, men da var teltet jo allerede fyldt med myg. Jeg forsøgte at dække mig til, men det var meget varmt, så selv et lagen blev for meget. Jeg fik en del myggestik. Vi kom sent afsted. Turen til Mombasa tog ret lang tid. Vi var der først ved 12-tiden, selv om vi skulle mødes med Dennis og Michael ved 11-tiden.Vi skulle af sted igen kl. 2. Jeg fik skrevet et lille kort til Lisa. Bent og jeg var på posthuset og var inde på en snack-bar, hvor vi fik verdens dårligste pommes-frites, rå indvendigt men alligevel meget varme. Vi satte så kursen mod Nairobi. Vi holdt et lille hvil på den anden tankstation i Voi. Vi så en hyæne, der var kørt ihjel på vejen. Vi slog lejr ved vejen lige før stedet, hvor Tsavo ligger på begge sider af vejen. Maden var næsten uspiselig. Det hakkede kød, der var indkøbt, må have været fyldt med både grus og benstumper.

01.02.1997

Trommer i det fjerne

Vi skulle til Nairobi for at hente post. Det var lørdag, så posthuset lukkede allerede kl 12. De andre mente nok, at vi kunne nå at køre de 300 km. til Nairobi på under 4½ timer. Jeg vidste, at vi ikke ville kunne nå det. Vi var da også først i Nairobi ved halvto-tiden. Der havde været meget tung og langsomtkørende trafik. Vi holdt og spiste frokost ved en tankstation. Vi kørte lige igennem Nairobi, men det tog selvfølgelig sin tid. Byen er temmelig stor, og der er en mængde rundkørsler. Vi kom igennem en by, der hedder Nyeri. Det var vist lidt af en fejltagelse, da den ifølge kortet ligger uden for ruten. Vi kunne se Mt. Kenya en del af vejen. Oppe i bjergene fandt vi et sted, der lignede en campingplads. Der slog vi lejr for natten. Der var en del aber, der lignede Blue Monkey. Vi spillede kort igen. Et par lokale gæster blev sendt i byen efter øl. Der var trommer i det fjerne. Christian gik ud for at opleve, men kom ret hurtigt tilbage. Det havde været en begravelse. Den blev til gengæld fejret hele natten. Vi andre lå i vores telte og frøs.

02.02.1997

Ækvator

Det var en kold morgen. Der var rim på græsset flere steder. Vi satte kursen nordpå mod ækvator. Vi fandt ækvator. Der var en del souvenirboder. En guide demonstrerede, hvordan vandet i et afløb roterede med uret nord for ækvator og mod uret syd for. Lige på ækvator var der ingen rotation i vandet. Jeg købte to sæt salatbestik i den første bod. Han forlangte først 2500 Ksh. for dem. Jeg bød 250 Ksh. Da han var nede på 300 Ksh., kom Henrik og fortalte, at han havde købt et større og pænere sæt for 80 Ksh. dagen før. Da gik jeg, men så ville manden sælge til min pris, og så hang jeg jo på dem. Vi havde et par fotostop på steder, hvor der var god udsigt til Mt. Kenya. Vi kørte så mod Samburu National Park, og stoppede i en by, der hedder Isiolo. Jeg blev fulgt rundt på markedet af to store drenge, der kendte to danske ulandsfrivillige fra deres skole. De forventede penge for at vise mig rundt på markedet. De fik 20 Sh. Vi spiste frokost ved indgangen til Samburu / Buffalo Springs. Vi kørte gamedrive ind til Samburu Lodge, hvor vi holdt drikkepause. Vi skulle tilbage til indgangen for at hente en vagtmand. Det viste sig, at der skulle to bevæbnede vagtposter med på campingpladsen. Den første camp var optaget. Vi kørte videre i lang tid, og det var mørkt, inden vi nåede den næste camp-site. Jeg havde haft ondt i øjnene et par dage. Denne eftermiddag blev det værre, og jeg tror, at jeg havde feber. Jeg var på opvaskehold, og måtte vaske op, da alt var støvet til efter dagens kørsel. Derefter gik jeg i seng uden at spise noget. Thomas og Bent tog min opvasketjans efter maden. Jeg kunne dog ikke sove. Jeg lå vågen det meste af natten.

03.02.1997

En skøn gamedrive - og frokost på Samburu Lodge

Jeg var nogenlunde frisk om morgenen, skønt jeg ikke havde sovet ret meget. Vi skulle ud på gamedrive. Forventningerne var ikke for store på baggrund af gårsdagens gamedrive, hvor vi næsten kun så Oryx-antiloper. Det blev dog en udmærket tur. Vi så en mængde elefanter, vi så bøfler, fire løver, en leopard o.s.v. Løverne var udmagrede, og den ene havde en stor hulepindsvinepig siddende fast i munden. Ved 11-tiden kørte vi på Samburu Lodge. Vi havde ingen mad på vognen, så Kurt gav årets frokost. Vi fik den store lunch-buffet til 850 Sh. pr. person. Kl. 15 tog vi af sted igen og kørte gamedrive på vej ud af parken. Vi så tre safaribiler omkring et træ. De kiggede interesserede på os og på bjerget til venstre for vejen. Vi kunne ikke få øje på noget og var ved at køre forbi, da chaufføren på den ene bil pegede ned ved træet. Kurt kørte så nærmere, og da en af bilerne kørte væk, så vi en lille cheetah-familie, der lå i skyggen under træet. Det var en mor og to halvstore killinger. Vi holdt og beundrede dem, indtil det blev for meget for moderen, der rejste sig og gik op mod bjerget. Tiden var blevet så fremskredet, inden vi kom ud af parken, så vi bare kørte med fuld fart mod Isiolo. Vi holdt på tanken for at slukke tørsten. Da køen var stor, gik jeg hen til nogle forretninger for at købe en cola. Jeg fandt en lille bar, hvor bardamen og to andre damer koketterede med mig. Bardamen, Elizabeth, pegede på den ældste af kvinderne, Sarah, og sagde, at hun ville have mig. Jeg kiggede på den yngste, Esther, og kunne se i hendes øjne, at hun gerne ville have mig. Jeg begrænsede mig dog til at drikke en varm cola, og lod mig forlede til at købe en plastikflaske med en drik, der hed sake. Det smagte rædselsfuldt. Vi nåede kun et kort stykke uden for byen, da vognen kørte tør for brændstof. Der blev hældt lidt diesel på, og vi fandt et sted at overnatte. Der blev ikke lavet mad. Vi havde ikke noget, og alle havde spist godt til frokost. Christian spurgte, om nogen gad spille kort. Han, Brian, Gitte og jeg hyggede os med kortspil, indtil det hele gik for meget ud i pjat.

04.02.1997

Kurt genoptager traditionen med ødelagte telefonledninger

Der havde været en masse underlige lyde i løbet af natten. Der var ikke rigtig noget morgenmad. Bent havde lavet havregrød, der var brændt på. Vi kørte sydpå. Mt. Kenya så anderledes ud, end den havde gjort for et par dage siden. Sneen på toppen lå anderledes. Til gengæld var der kommet sne på en mindre top. Vi stoppede for at veksle penge og handle i Nanyuki. Jeg vekslede mine sidste 400 Fr. i rejsechecks. Bilen holdt lige uden for et lille cafeteria. Jeg gik derind for at supplere den sparsomme morgenmad, jeg havde fået. Brian og Gitte var der allerede. Jeg købte kaffe og to donuts. Majbritt sluttede sig til os. Både det daværende og det kommende madhold, hvor jeg var med, var ude at handle sammen. Da jeg var på vej tilbage til bilen med nogle varer, så jeg en stor flok dromedarer blive drevet op gennem gaden. Da jeg kom tilbage til bilen, spillede båndoptageren på højtryk, så jeg valgte at gå en tur rundt i byen. Jeg fandt en grønthandler, hvor jeg købte ananas og papaya. Vi passerede ækvator igen, denne gang nordfra. Da vi kørte nordpå for et par dage siden, havde jeg set et skilt, hvor der stod Tamtrout. Det havde jeg fortalt Kurt, da han ville have ørreder. Da vi kom dertil igen, var han lige ved at køre forbi, men bakkede lidt og kørte ned til ørreddammene. Der fortsatte han Henriks tradition med at køre telefonledninger i stykker. Vi kiggede lidt på dambruget. Mens vi var der, opdagede Gitte nogle aber i træerne. Det var en type, vi ikke havde set før. De havde lange hvide haler var ellers sorte med hvidt omkring ansigterne. Henrik sagde, at det var Columbusaber. Kurt købte ørreder til aftensmaden, samt nogle pakker røget ørred til frokosten. Dambruget havde en dansk planche hængende og en norsk kalender.

Vi spiste frokost ved et lille vandløb, hvor omegnens unger kom og vandede får og køer. Nogle af børnene drak af vandet, hvor dyrene gik og tissede. Vi stoppede i Nyeri for at gøre de sidste indkøb. Gitte og Majbritt og jeg gik ind på en bar og købte en cola. Christian sad der i forvejen. Da vi var på vej ud igen, blev jeg spurgt af servitricen, om jeg var Kenny Rogers. Jeg troede ikke mine egne ører. Jeg troede, at Thomas havde snakket med hende. Han havde kaldt mig Kenny Rogers på vores safaritur i Tanzania, fordi manden fra Silver Spears Safaris havde sagt, at jeg lignede ham. Thomas benægtede at have talt med servitricen. Vi fortsatte til Nyahururu, hvor vi kørte ind på Thomson Falls Lodge. Det var en udmærket campingplads, men det var svært at finde baderummene. De var på 1. sal i hovedbygningen. Kurt lavede ørred til os. Det smagte dejligt. Bent var blevet syg, så han gik i seng og fik ingen ørred. Christian og jeg havde en stor ulækker opvask, inden vi kunne slutte os til de andre nede i pejsestuen.

05.02.1997

Flodheste ved lejren

Vi skulle ikke så tidligt af sted denne morgen. Brian tog det som et tegn på, at han og Gitte bare skulle ligge og hygge hele formiddagen. Da vi andre havde pakket færdigt og var klar til afgang, og der blev fyldt vand på tanken, var de endnu ikke gået i gang med at pakke. Jeg var henne og fortælle, at vi faktisk havde været klar til afgang et stykke tid. Brian sagde, at Kurt havde sagt, at vi skulle køre kl.10, så det ville han rette sig efter. Da vandtanken var fuld, ville Henrik afsted. Jeg gjorde opmærksom på, at vi manglede Brian og Gitte. Henrik gik hen for at skynde på dem. Han havde vist ikke været videre diplomatisk, for Brian og han havde en ret ubehagelig ordveksling. Vi holdt i Nakuru, hvor vi var ude at handle på markedet. Majbritt, Gitte og jeg hyggede os med indkøbene. Der var et par skønne små piger i flotte kjoler, som havde været ude at lege med vand. De var meget interesserede i de lyshårede piger. Vi var senere henne i et supermarked for at købe ind til næste aften, hvor jeg havde lovet at lave pandekager. Der var et sæt af stegepander, to stk. til 1399,50 Sh. Vi fik lov til at købe den lille særskilt. Til vores store overraskelse blev prisen på den sat til 299,50 Sh., men det var vi ikke utilfredse med. Der, hvor vognen holdt, var der en dreng, der hele tiden morede sog med at slå slåen for døren, så vi blev lukket inde. Da vi kørte, smed han også sten efter os. Henrik stoppede vognen brat, og løb ud efter ham, men fik selvfølgelig ikke fat i ham. Vi kørte ud på et udsigtssted uden for byen. Der var udsigt over et krater i Great Rift Valley. På toppen, hvor vi var, stod der et skilt med km.-angivelser til forskellige steder i verden. René brokkede sig over, at man ikke fik at vide, hvor langt der var til Herning. Vi spiste frokost der oppe. På vej ned igen stoppede vi, så Henrik kunne fotografere udsigten over Lake Nakuru. Vi kørte så mod Naivasha. På vejen holdt vi på en rasteplads, hvor vi havde udsigt over en mindre sø, hvor der var store flokke af røde flamingoer. En lokal mand sagde, at det kostede 200 Sh at komme helt ned til søen, så vi nøjedes med at se flamingoerne i kikkert. I Naivasha var der vejarbejde, så det støvede godt og vi blev godt rystede. Vi kørte langs Lake Naivasha om til den anden side, hvor vi kørte ind på et sted, der hedder Fishermans Camp. Det var en ret stor campingplads, der lå ud til søen, med en gravet rende og en vold imellem. Vi sad lidt i baren, inden Majbritt, Gitte og jeg skulle i gang med den pølseret, det forrige madhold havde købt ind til. Der var også en dåse champignon, som blev hældt ned i gryden. Majbritt smagte på en champignon og sagde, at den både lugtede og smagte af hestelort. Hun havde ret. Vi var nødt til at fiske alle champignon'erne op af gryden igen, men retten havde alligevel afsmag af hest. Jeg havde heldigvis købt og tilberedt en græskar, som jeg så kunne spise mig mæt i. Under madlavningen talte jeg lidt fortroligt med Gitte om den måde, Brian behandlede hende på. Hun sagde, at hun havde check på situationen, og tog det ellers pænt, at jeg blandede mig i noget, som ikke vedkom mig. Efter maden hyggede vi os allesammen på baren. Der var stømafbrydelse. Da jeg var ved at gå i seng, kom Thomas og sagde, at der var flodheste på land nede ved søen. Ved bådebroen gik en mindre flodhest. Længere til højre gik to store flodheste. Vi fulgte dem hele vejen langs campingpladsen. Thomas havde en ret kraftig lygte, så vi kunne se dem.

06.02.1997

Jeg vender pandekager i luften

Så gik turen mod Nairobi. Vi stoppede i Westlands for at gøre de sidste indkøb. Det viste sig, at Kurt havde været inde og snakke med Erik Bøttger. Jeg havde været lige uden for hans kontor uden at vide det. Bagefter kørte vi mod posthuset. I den store rundkørsel ved Moi Avenue og Haile Selassie Avenue var Kurt så uheldig at få klemt en personbil inde, så truckens forhjul gjorde ret stor skade på personbilen. Damen, der kørte den, blev ret sur. Kurt og til dels Henrik brugte hele eftermiddagen på politistationen. Vi andre gik hen til posthuset og fik vores post. Der var heldigvis brev fra Lisa og mor. Nogle af de andre fik op til seks breve. Vi ventede nogen tid uden for posthuset, indtil Henrik kom og hentede os. Vi spiste så forsinket frokost uden for politistationen. Vi skulle have været på Karen Blixen's Farm denne eftermiddag, men det kom vi så ikke. Vi kørte ud til campingpladsen. Weld Dixon, hedder den og ligger ret langt uden for byen. Jeg skulle så bage pandekager. Jeg havde lidt problemer med at få rørt dejgen. Pigerne lavede kyllingesuppe med champignoner heldigvis, for det tog meget lang tid med pandekagerne. Det tog hele aftenen at bage to pandekager til hver, og inden, jeg var færdig, var bålet helt dødt. Vi hyggede os ellers meget under pandekagebagningen. Christian havde været i byen efter øl. Jeg havde taget hul på min Kenya Cane med ananasjuice. Der blev fotograferet, når jeg vendte pandekager i luften. Gitte H. flettede Christians hår. Der blev pjattet og fortalt vittigheder. Det blev over midnat, inden Bent og jeg som de sidste fik vores anden pandekage, så vi kunne rydde op og komme i seng.

07.02.1997

Afskedsaften på Carnivore
Bent bliver overfaldet og bestjålet i Nairobi

I dag er det sidste dag på den egentlige tur. De, der vil til Zanzibar, skulle til byen for at få visa til Tanzania. Gitte H. og jeg fulgte efter, men nåede ikke at komme med den samme bus. Vi måtte finde os i hinandens selskab hele dagen. Bent var sent på vej, men kom med Kurt og Henrik, der først var med vognen på værksted hos Kumuka. Gitte og jeg gik rundt i byen. Vi var hos British Airways og fik rekonfirmeret Gitte's flybillet. Vi drak kaffe på en hyggelig kaffebar på Mama Ngina Street. Jeg forsøgte at ringe til Erik Bøttger, men det lykkedes ikke. Vi spiste en ikke særlig velsmagende forkost, d.v.s. Gitte kunne godt lide den. Vi fandt et marked med souvenirs bag ved en stor moské. Det er et besøg værd en anden dag. Vi gik ud for at finde en taxi tilbage til campen. Det skulle koste 700 Sh., som var en fair pris, men jeg vidste, at Gitte ikke havde så mange penge, så jeg afslog, og vi gik op til posthuset og tog en bus 125 tilbage. Vi var de første, der kom tilbage. De andre kom dryssende lidt efter lidt. Vi skulle af sted til Carnivore kl. halvsyv. Da klokken var næsten syv, manglede vi stadig Bent og René. Vi måtte så køre uden dem. Ved Carnivore mødte vi René plus Dennis, Michael, Nana og Christine, som vi vidste ville tage derud på egen hånd. Vi var godt i gang med maden, inden Bent kom. Han gik ud i bilen og skiftede tøj og kom så tilbage og fortalte, at han havde været udsat for et overfald. Han var blevet frastjålet alle sine penge, sit pas, creditcard, flybillet og camera. Han havde brugt hele eftermiddagen på politistationen, den danske ambassade og forskellige andre steder sammen med en dame, der var blevet sat til at hjælpe ham. Mens vi sad og spiste vores exclusive middag med game-meat, kom Erik Bøttger og en anden dansker og sluttede sig til os. Efter middagen rykkede vi ned i baren i Carnivore's discotek, Simba Nightclub. Erik gik ret hurtigt igen. Jeg aftalte med ham at mødes søndag morgen, hvor vi så kunne finde et hotel til Bent og mig. Vi var på discoteket til ca. klokken halvfem. Jeg fik danset med alle pigerne fra vores gruppe, to gange med Gitte og Majbritt. Brian påstod, at han ikke havde set mig danse med Gitte, og han opfordrede mig til at byde hende op. Jeg vidste, at Gitte hellere ville danse med Brian, så jeg sagde, at musikken var for dårlig på det tidspunkt, men hvis han kunne få dem til at spille "Love Me Tender", ville jeg med glæde danse med Gitte. Han tog udfordringen op og gik hen for at bestille pladen, men de havde den ikke. Vi var seks personer, der skulle hjem med taxi. Taxi'en skulle koste 700 Sh. Vi syntes, det var for meget, da det var prisen for at komme hjem helt inde fra byen. Prisen kunne ikke forhandles, men en chauffør accepterede at tage os alle seks med i en bil. Brian og Gitte kom ind på forsædet. René, Majbritt og jeg sad på bagsædet, mens Christian lå hen over os. De andre, især Christian og René, gav sig til at skråle i vilden sky, så falsk som muligt. De larmede, så chaufføren ikke hørte, da jeg fortalte ham, hvor han skulle dreje, så vi kørte lidt for langt og måtte vende om.

08.02.1997

Besøg på Karen Blixens Farm
Afsked

Vi skulle forholdsvis tidligt op og afsted til Karen Blixen Museet. Kurt ville have, at det sidste madhold skulle rengøre køkkenet totalt. Vi kom ikke af sted, før vi var færdige, sagde han. Jeg var lige gået i gang, da to kvinder kom og tilbød at vaske køkken for os for 300 Sh. Det passede mig udmærket, så jeg fik Kurt og Henrik til at acceptere det. Køkkenet blev tømt, og vi kørte af sted med bilen. Det kostede 200 Sh.at se museet. Da vi sad i haven bagefter, Gitte, Majbritt og jeg, de andre var gået, kom en vagtmand og tilbød at vise os den gamle kaffe-tørremaskine. Vi gik ad en smal sti gennem krattet over affaldsdynger og så en interessant gammel tørremaskine, der var blevet drevet af en forbrændingsmotor, og havde en brændeovn til at skaffe varme og en kraftig luftblæser. Det undrede os, at den var gemt af vejen. Vagtmanden forventede helt klart at blive betalt for at vise os maskinen, men vi lod som ingenting. På vej tilbage blev vognen sat på værksted hos Kumuka, og vi skulle gå tilbage. Bent og jeg spiste en omelet på et sted, der hedder Park Place Hotel. Den var både dyr og dårlig. Det var meningen, at Bent og jeg ville være blevet i campen til dagen efter, men da vi var ved at tage afsked med de, der skulle til Zanzibar, fortrød vi, og tog alligevel med til byen. Vi tog med bus ind til banegårdspladsen. De, der havde bagage, tog en taxi, vi andre gik hen til Iqbal Hotel, hvor "udbryderne" boede.Vi spiste aftensmad i en lille restaurant lige ved siden af hotellet, Taj, hed den. Det var rimelig mad til rimelige priser. Værten gav os gratis kaffe efter maden. Bent og jeg fandt ud af, af det var billigere af blive i byen end at tage ud til camp'en i taxi. Lige da de andre stod og skulle afsted til bussen, gav Bent sig til at skaffe værelse til os, så inden vi var blevet registreret, var de andre gået. Jeg vidste ikke, hvor busstationen var, så der var ved at gå panik i mig ved udsigten til ikke at få taget ordentlig afsked med især Gitte og Majbritt. Ved at spørge mig for, fandt jeg dog frem til stedet, hvor Mombasa-bussen holdt. Bent og jeg nåede endda frem før de andre, da de var gået forkert. Efter afskeden, som ikke blev så tårevædet, som jeg havde forventet, gik vi tilbage til hotellet. Bent og jeg kiggede lidt på, at Dennis og Michael spillede kuglespil, men gik ret hurtigt i seng. Vi havde end ikke toiletsager med os.

09.02.1997

Indlogering på Kenya Continental

Vi stod op ved otte-tiden. Hotellets resaturant havde ikke åbent, så vi fandt et sted på den anden side af det lille torv, hvor busserne larmede med deres flertonehorn. Jeg ville ringe til Erik fra hotellet, men det kunne ikke lade sig gøre, da det var søndag, og kontoret var lukket. Jeg måtte forsøge mig med telefonboxene, men kunne ikke finde ud af dem. Heldigvis var der folk fra televæsenet ude for at tømme møntboxene. De hjalp mig med at ringe op. Mønttypeangivelsen og vejledningen var forældede. Det var jo svært at vide. Jeg kom til sidst i kontakt med Erik. Vi aftalte at mødes på fortovscaféen på New Stanley Hotel kl.10. Vi fik lidt ekstra morgenkaffe i ventetiden. Erik kørte os rundt til Kenya Continental Hotel og til Hurlingham Hotel. Kenya Continental kostede 1100 Sh. pr. nat pr. dobbeltværelse. Hurlingham kostede 1800 Sh., og havde ikke bad på værelserne, så det blev Kenya Continental. Erik havde ikke tid til at køre os ud til camp'en efter vores bagage, så vi fandt en taxi, og forhandlede os frem til en pris på 1600 Sh. for turen. Vores ting var der heldigvis endnu. King Rat var allerede tilbage fra værkstedet. Kurt, Henrik og Gitte H. var der, så vi fik sagt farvel til Kurt og Henrik. Kurt lavede en aftale med taxichaufføren. Vi blev indlogeret på vores hotel, fik et bad og gik ud for at se lidt på Westlands. Vi fandt ud af, at vi den 6. feb. havde været lige uden for døren til Ibis Safaris, Erik's firma. Vi spiste lidt frokost i Exotica, gik lidt rundt i de forskellige forretningscentre og fandt nogle restauranter, vi kunne tænke os at besøge. Om aftenen var vi nede i kælderen i et butikscenter i en italiensk restaurant, der hedder Zee. Mens vi spiste, fandt vi ud af, at vi måske ikke havde penge nok til regningen. Jeg havde dog mine credit-cards på maven, så jeg betalte med Visa-card. Så fik jeg samtidig min gæld til Bent helt tilbage fra Ouagadougou ud af verden. Da vi kom ud, blev vi som sædvanligt antastet af en taxichauffør. Da han fik at vide, at vi boede på Kenya Continental, accepterede han, at vi ville gå, men han advarede os mod de "bad boys", der kunne være på den mørke vej derhen. Vi kom dog frem uden problemer.

10.02.1997

Endnu en afsked

Morgenmaden på Kenya Continental består af lidt papaya, en skive ananas og et glas juice. Derefter kaffe eller the, to æg tilberedt efter eget valg, en lille pølse og to skiver brød. Efter morgenmaden slappede vi af på værelset. Jeg fik ajourført min dagbog. Ved middagstid gik vi ned til Westlands, købte lidt ind i et supermarked og fandt et skyggefuldt sted at indtage vores frokost. En vagtmand kom og talte med os. Han havde set en mand følge efter os på en mistænkelig måde. Da han hørte, at vi havde planlagt at spadsere til centrum, anviste han os den mest sikre rute. Vi nåede ind til byen uden problemer og fandt Iqbal Hotel og de andre. Bent fik sendt en fax fra hotellet. Vi gik ind på Taj Restaurant og spiste lidt frokost. Vi fik igen gratis kaffe efter maden. Vi sad der hele eftermiddagen, indtil Christine, Nana og Gitte H. skulle afsted til lufthavnen. Vi fik dem sendt afsted og vi tiloversblevne, d.v.s. Dennis, René, Michael, Bent og jeg gik hen til et nærliggende hotel med en slags terrasse på 1. sal. Her fik vi først et par øl og senere lidt mad. Tjeneren prøvede at snyde os, først ved at forlange overpris for øllerne, og da det ikke gik, fordi Dennis kendte prisen, forsøgte han sig med en regnefejl, men Dennis var igen vågen. Efter maden tog vi afsked med Dennis, der ville tage videre næste dag. Derefter tog Bent og jeg en taxi hjem til hotellet.

11.02.1997

Jeg møder Dess og Betty

Vi skulle ret tidligt af sted til byen. Bent skulle på ambassaden efter pas, og vi skulle til Kenya Airways. Bent havde en aftale med den dame, der havde hjulpet ham den dag, han blev overfaldet. Han skulle være ved ambassaden kl. ni. Klokken blev dog tyve minutter over ni, inden vi var der. Det tog lang tid med bussen ind til byen, da der var meget trafik. Vi fik konstateret, at Matatu-line nr. 23 går lige ind til det lille torv ved Iqbal Hotel. På ambassaden havde de meget travlt, så vi gik hen til Kenya Airways først. Jeg fik rekonfirmeret min og Michael's billetter, og Bent fik en ny billet. På vej tilbage til ambassaden vekslede jeg 100 $, så jeg kunne betale Bent, hvad jeg skyldte ham, ellers ville han ikke have penge nok til passet. Bent's hjælper ventede oppe i ambassaden, da vi kom tilbage. Da forretningerne var overstået, gik vi lidt rundt i byen. Vi fik et par øl og en omelet på et indisk ejet hotel ved City Market, bagefter gik vi lidt rundt på souvenirmarkedet. Bent købte et par elefant-bogstøtter. Det måtte jeg låne ham 2000 Sh. til. Vi gik hen og tog en bus 23 til Westlands. I Westlands ville jeg lige hen til Ibis Safaris for at se, om Erik var der. Erik var der ikke, men Dess var der. Han hunne godt huske, at jeg havde rejst med Ole Hilby. Vi fik en kop the på Dess's kontor og en kort sludder om gamle dage. Dess kaldte Betty ind, men hun kunne ikke huske mig og var meget kort for hovedet. James, deres nye kok, lovede at få fat i Arnold til næste dag kl. 4. Vi købte lidt brød, ost og vin til aftensmaden, inden vi gik tilbage på hotellet. Vi spiste ost og drak en udmærket spansk rødvin. Senere på aftenen gik vi ud i baren, hvor vi fik et par øl og kiggede på, at de lokale spillede pool. Bent var meget interesseret, da han er gammel billardspiller. En ung afrikaner i stribet skjorte og et par indiske teenagere var ret gode til det.

12.02.1997

Kaffen var meget tynd og meget dyr

Vi stod op til sædvanlig tid og spiste morgenmad ved otte-tiden.Efter morgenmaden var Bent vist mest indstillet på at slappe af. Han satte sig hen med sin dagbog. Jeg var ret rastløs, så det endte med, at jeg gik ud i byen alene. Jeg gik rundt i det meste af Westlands. Først var jeg i et nyt center, der hed Sarif Centre. Derefter fandt jeg et Curio-marked på en lille trekant mellem to veje. Jeg gik op og ned af nogle gader. I hver eneste høje bygning var der forretningsarkader, somme tider i flere etager, og de fleste af dem var ret luksuriøse. Der var mængder af butikker og restauranter. På vej tilbage gik jeg ind på Exotica og fik en cola og en milkshake, da det var for tidligt til det, de ellers havde på menukortet. Jeg gik ud til Sarif Centre igen og købte en skriveblok i Uchumi markedet. På vej tilbage til hotellet passerede jeg et sted, der hed New Pizza Garden. Da jeg kom tilbage til hotellet lidt før klokken et, var Bent der ikke. Stuepigerne var i gang med rengøringen af vores værelse, så jeg satte mig i en af stolene udenfor og gav mig til at skrive dagbog. Stuepigen kom til at smække døren, selv om nøglen lå inde på bordet. Hun fik gennem det åbne vindue raget nøglen ned på stolen med et kosteskaft, og fik trukket stolen hen til vinduet, så hun kunne få fat i nøglen. Klokken 14.30 kom Bent. Han blev overrasket over at se mig. Han havde ikke set mig passere baren, selv om han havde holdt øje med døren. Han havde været inde og spille pool. Han havde spillet i fem timer. Vinderen gik altid videre, og han havde vundet hele tiden. Det havde mest været de unge indere, han havde spillet imod. Da klokken nærmede sig fire, gik vi ned til Ibis Safaris for at møde Arnold. Arnold var der ikke. Dess fortalte, at James ikke havde kunnet finde ham. Ingen havde set ham i et par dage. Bent og jeg satte os ind på Exotica for at vente på James. Han kom lidt senere. Han fortalte lidt om, hvor man måske kunne møde Arnold. Jeg gav ham en seddel til Arnold med den besked, at jeg ville være på Iqbal Hotel eller Taj restaurant næste formiddag. Bent og jeg var nede på Zee restauranten for at få en øl. Det viste sig, at øllerne kostede 90 Sh. + drikkepenge pr. stk., så det må være Nairobi's dyreste øl. Jeg havde næsten ikke flere Kenya-penge, så vi besluttede, at vi skulle spise billigt om aftenen. Det blev et lille lokalt caféteria i et gult skur ved vejen til hotellet. Maden kostede 40 Sh. pr. ret. Vi fik kartofler og kødsovs med chapatis til. Indehaveren gik i byen og købte sodavand til os. Efter maden spurgte han, om vi skulle have the eller kaffe. Vi bestilte kaffe og fik den tyndeste kaffe, jeg nogensinde har drukket. Regningen blev noget højere, end vi havde ventet. Sodavand forlangte han 30 Sh. for. Kaffen skulle koste 35 Sh. The stod på prislisten til 7Sh., så jeg havde forventet noget lignende for kaffe. Regningen blev på 210 Sh. i alt. Senere på aftenen gik vi ind på hotellets bar og fik en øl, mens vi kiggede på pool-spillet.

13.02.1997

Jeg opgiver at møde Arnold

Vi skulle ret tidligt afsted, da vi skulle ind til Michael, og da jeg havde skrevet på sedlen til James, at vi ville være der fra kl. 9 til 10. Vi tog en af de halvstore busser ind til byen. Michael var på værelset og var ved at pakke. Vi satte os ind på Taj. Da Michael havde fået morgenmad, gik vi ud og vekslede penge. Vi gik tilbage til Latema Rd., hvor jeg var inde på nogle barer for at spørge efter Arnold. Ingen lod til at kende ham, så jeg måtte opgive at finde ham. Vi gik hen for at spise frokost på Restaurant Trattoria. På vej derhen mødte vi en hacker, som Michael kendte. Vi aftalte med ham, at han skulle sørge for vores transport til lufthavnen den næste dag for 750 Sh. Da vi havde bestilt vores mad på Trattoria, kom René og den nye chauffør, Anders, så vi rykkede til et større bord. Der havde været lidt misforståelse mellem Kim og René om betalingen for at være chauffør på den næste tur, så René havde frasagt sig jobbet. Der skulle en ny mand ned. René ville kun følge med på bilen et par uger. Efter frokosten tog vi afsked med René og Anders, tog hen efter Michael's bagage og tog en bus 23 ud til Westlands. Det viste sig, at et enkeltværelse på Kenya Continental kostede 1000 Sh. pr. nat, hvor et dobbelt kun kostede 1100 Sh. Det lykkedes Michael at overtale damen i receptionen til at lade ham sove på gulvet hos os og nøjes med at betale 150 Sh. for morgenmaden. Vi gik ud i baren, hvor nogle indere spillede pool. Tre meget unge indiske skolepiger spillede kraftigt op til pool-spillerne. Det var nogle meget irriterende og forkælede tøser. Til aften gik vi ud for at finde et sted at spise. De fleste restauranter åbnede først kl. 18, og der var helt tomt de fleste steder. Vi forkastede en del steder og gik til sidst hen til New Pizza Garden, som jeg havde set dagen før. Her var der mennesker, og priserne var nogenlunde rimelige. Vi spiste pizza og fik en øl til. Efter maden gik vi tilbage til hotellet, hvor Michael og Bent blandede sig i pool-spillet. Michael var temmelig god til det, men var uheldig med den hvide kugle til sidst. Vi gik forholdsvis tidligt til ro. Vi skulle også lige have pakket.

14.02.1997

Hjemkomst

Så oprandt hjemrejsedagen. Efter morgenmaden tog jeg afsked med Lillian i receptionen. Vi gik ud for at se efter vores bil til lufthavnen. Han var lidt forsinket, men kom dog. Det første stykke til Nairobi var vi fem mand plus alt vores bagage i en lille Toyota Starlet. "Hackeren" stod af ved Intercontinental, så havde vi bedre plads resten af vejen. Vi fik checket ind, og jeg fik brugt mine sidste Kenya-Sh. på en gave til Lisa og på lidt kaffebønner. Flyet var en halv time forsinket p.g.a. tekniske problemer. Flyveturen hjem forløb ellers uden de store problemer bortset fra, at vi kredsede over København i over en halv time, inden vi landede. Da vi skulle ud af flyveren, viste det sig, at Bent havde tabt sit nye pas og sin flybillet, som han havde haft på maven. Det blev dog fundet under sæderne, da flyet blev tømt. Michael, Bent og jeg tog afsked med hinanden, da vi havde fået vores bagage. Lisa var kommet ud for at tage imod mig. Det var vel nok skønt at se hende igen og holde om hende. Lisa kørte bilen hjem. Det var snevejr og vejene var glatte. Hjemme ventede mor med flæskesteg. Det var samtidig Lisa's fødselsdagsmiddag.